Page 603 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der plyndrede alle, selv blive plyndret af alle og sikkert
komme til at bøde for det, han havde røvet fra andre, ved at
miste alt, hvad han ejede og havde.
Erik derimod førte sig meget skikkelig op imod
Menigmand. Da han gjorde Krav på den Del, der tilkom
ham, af deres Fædrenearv, jog Harald ham bort med den
Besked, at da han var en Frillesøn, havde han ingen Arv at
kræve. Herover blev Erik, som rimeligt var, meget opbragt
og gav sig til grumt at hærje Haralds Ejendomme, idet han
ikke anså det for mer end billigt, at han plyndrede sin
Broder for at hævne sig på ham for den Uret, han havde
tilføjet ham. Det Bytte, han gjorde, førte han til et ringe og
forfaldent Sted ved Navn Arnakke, som han således opfyldte
med kostelige Ting, men her kom Harald uventet over ham
en Nat, og han måtte fly. Da Harald ikke turde give sig Tid
til at føre Byttet bort, stak han Ild på Huset, thi han vilde
hellere lade det gå op i Flammer, fuldt af hans egne
Klenodier som det var, end lade Ransmanden beholde det i
Fred. Da Knud spurgte dette, blev han opsat på at få denne
Strid bilagt, thi han var bange for, at de vanslægtede Sønner
skulde gjøre deres berømmelige Fader Skam, og han
stævnede derfor strængelig dem begge til sig i Slesvig og
truede dem med Lemlæstelse, i Fald de ikke mødte. Da de
kom, satte han dem broderlig i Rette og delte efter
omhyggelig at have gransket Sagen Fædrenearven ligeligt
imellem dem, idet han kjendte for Ret, at de burde gå lige i
Arv efter deres Fader.
I de samme Dage rømte Henrik Svendsøns Hustru, som
havde fattet den største Lede til Samlivet med sin Mand, en
Nat forklædt fra ham. Det hedder sig, at en ung Mand, som
ved sin Tjenstvillighed havde vundet hendes højeste Gunst,
snildelig havde forstået at få hende til at skjænke ham sin
-597-