underhandle om Fred. Den fandt også Sted, men der kom
ingenting ud deraf, og han bad da, inden de drog bort, om en
ny Sammenkomst i Strela. Da han dèr, stolende på det givne
Lejde, efter Niels' egen Opfordring havde begivet sig om
Bord på hans Skib, blev han efter nogle Hirdmænds
ondsindede Tilskyndelse behandlet som Fange, og det blev
ham forment at gå fra Borde igjen. Dette tog Knud til
Gjenmæle imod i Rådet og foreholdt indtrængende Kongen,
at han ikke burde lytte mere til troløse Mænds Råd end til,
hvad hans egen Fornuft bød ham; ved at holde en Fjende
fangen til Trods for givet Lejde, berøvede han ikke blot
denne Friheden, men også sig selv for evige Tider al
Anseelse, og løslod han ikke sin Fange, vilde den Brøde, der
ene kunde lægges ham selv til Last, blive til Skam og
Skjændsel for hele Riget. Ved sine kraftige Forestillinger
lykkedes det ham da også at fri sin Ven fra Overlast og sin
Konge for Vanære, men dette retsindige Råd, som alle de
tilstedeværende stemte for, forøgede yderligere den Avind,
mange bar til ham.
Efter at have sendt Flåden bort holdt Kong Niels nu sin Søns
Bryllup i Ribe, thi i den By er der fuldt op at prægtige Varer,
som indføres af de mange Skibe, Havnen vrimler af. Da
Knud indfandt sig dèr klædt på sachsisk Vis og prægtigere
end nogen anden, så' Henrik, som ikke kunde udstå
udenlandsk Pragt, skjævt til ham og yppede Klammeri med
ham. Purpurklæder beskyttede ikke mod Sværd, sagde han,
hvortil Knud svarede, at de beskyttede lige så godt som en
Lammeskindskofte; han holdt nemlig for, at det var
sømmeligere for ham at gjengjælde hans Stiklerier i
Anledning af hans prægtige Klæder ved på en høvisk Måde
at foreholde ham hans bondske Væsen end ved at komme
med Trusler og Skjældsord, og han nøjedes derfor med
således at skjemte med hans hjemmegjorte Klæder, da den
anden lastede hans udenlandske.
-599-
1...,595,596,597,598,599,600,601,602,603,604 606,607,608,609,610,611,612,613,614,615,...976