Page 606 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Siden drog Knud i Viking til Østerleden og hærjede der, og
han vendte hjem med herligt Bytte i Håb om, at det
yderligere vilde forøge hans Anseelse, men i Steden for at
takke ham skyldte Kongen ham for, at han havde røvet og
plyndret i Svenskernes Lande. Hans tapre Bedrifter
tilskyndede Magnus, der ikke vilde give ham noget efter i
Mod og Manddom, til også at drage i Viking, og blandt
andre Sejrstegn, han førte med hjem til Danmark, var der
også nogle ualmindelig tunge Hammere, som Folk kaldte
Thorshammere; han havde fundet dem på en af Øerne, hvor
de i gamle Dage ansås for hellige, thi for ved Hjælp af
almindelig kjendte Ting at forstå, hvorledes Tordenskraldene
opstod, forfærdigede Folk den Gang store Kobberhamre i
den Tro, at det var med sådanne Hamre, Tordenen
frembragtes, og at man bedst kunde efterligne dens Brag og
Bulder med sådanne Redskaber. Magnus, som i sin Iver for
Kristendommen hadede og afskyede Hedenskabet, anså det
for en Gud velbehagelig Gjerning at rydde Templerne for,
hvad der hørte til Afgudernes Dyrkelse, og at berøve Thor
hans Værdighedstegn, og Svenskerne betragter ham endnu
den Dag i Dag som en Tempelskjænder, der har plyndret
Guderne. Gid han blot var bleven ved til det sidste, som han
begyndte, men de fleste af dem, der i nogen Måde var
Magnus' Pårørende, misundte Knud hans Lykke, thi intet
optænder mere Misundelsen imod en, man regner for sin
Ligemand, end at han overgår en selv i Dyder. Især bar
Henrik Avind til ham på Grund af den Forsmædelse, han
havde lidt i sit Ægteskab. Dronning Margrete søgte
imidlertid med den største Blidhed at vedligeholde god
Forståelse imellem Frænderne og lagde ved sine rolige
Forestillinger en Dæmper på de hidsige unge Mennesker og
holdt ved sin heldbringende Sagtmodighed deres oprørske
og opfarende Sind i Ave. Da hun imidlertid fik Vattersot, så
hendes Ben svulmede voldsomt op, og intet Lægemiddel
kunde få Bugt med den dødelige Sygdom, kaldte hun, da
-600-