Page 607 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hun lå på sit yderste, Knud til sig, thi hans ædle Tænkemåde
stolede hun på, og formanede ham indtrængende til ærlig og
redelig at værne om Freden i Landet og Endrægtigheden
imellem Frænderne, så den ikke forstyrredes, og bad ham
om at vise sig lige så stor inden for Rigets Grænser, som han
havde vist sig uden for dem. Der var dem, sagde hun, som
søgte at vække Splid i Kongehuset, men hidtil havde hun
ved sine gode Råd og Formaninger fået Bugt med deres
ulykkesvangre Tilskyndelser. Knud kaldte Gud til Vidne på
sit Hjærtes Oprigtighed og på, at han i alle sine Levedage
vilde beflitte sig på en ærlig og ustraffelig Vandel, og
lovede, at han hellere vilde udsætte sig selv for Fortræd end
volde andre den, og at han vilde gjengjælde ondt med godt.
Hun blev glad over hans Løfte og sagde, at, da hun trygt
stolede på hans Oprigtighed, døde hun rolig. Men medens
hun i levende Live havde dæmmet op for den Avind, der var
opstået imellem de unge Mennesker, fik den nu ved hendes
Død frit Løb, thi så snart hun havde opgivet Ånden, gav de
sig i deres ungdommelige Utålmodighed tøjlesløst i Lag
med at sætte deres forbryderiske Forehavende i Værk.
Henrik, som foruden det almindelige Fjendskab også nærede
særligt Nag til Knud, afrystede nu med ugudelig Frækhed de
Tøjler, der hidtil havde holdt Styr på hans Ondskab, og
indviede Statholderen Ubbe og hans Søn Hagen i sine onde
Planer, for at han kunde smede sine Rænker så meget fastere
og så meget lettere udføre sit forbryderske Forehavende.
Disse tre, som bar Avind til Knud for hans overordentlige
Dyders Skyld, udklækkede for at sværte ham den værste
Løgn, thi opsatte på at hylle Fædrelandets herligste Lys i det
tykkeste Mørke beskyldte de ham for at sætte Hensynet til,
at Kongen var i Live, til Side og for i sin utidige
Ærgjerrighed at foregribe hans Død og allerede nu anmasse
sig kongelig Magt og Myndighed.
Kongen blev vred over den store Ringeagt, Knud formentlig
-601-