den største Iver beflittet mig på at våge over, at der ikke
tilføjedes Jer og Riget nogen Fortræd, og om jeg som Kriger
har udrettet noget af Betydning, ved I selv. I kan,
Landsmænd, dyrke eders Kyster, så meget I vil, I kan bygge
eders Huse så nær ved Havet, som I vil; vil I selv sikre
Kystboerne mod Overlast af Bølgerne, skal jeg nok sikre jer
imod Sørøverne. Og hvis I ikke undser Jer ved at indrømme,
hvad sandt er, Konge, vil jeg minde Jer om, at I for ikke så
længe siden, da I opholdt Jer i Slesvig, anså det for
nødvendigt for Eders Sikkerheds Skyld stadig at lade holde
Vagt imod Tyskernes Indfald. Hvis I nu vil tage Ophold der,
vil I kunne sove trygt. Derhos har jeg udvidet Eders Riges
Grænser, som kun omfattede Danmark, og forøget det med
ny Landområder; Folk, som tidligere har været Eders
Fjender, har jeg nu gjort skatskyldige, og i Kraft af min
Myndighed tjener de nu Jer. Hvad jeg har sået, har I således
uden Ulejlighed høstet, og det er, som det bør være, at
Krigeren gjør Arbejdet, og Kongen høster Fordelen deraf.
Og for nu ikke at blive ved at tale om de Krigstog, jeg har
foretaget på egen Hånd, vil jeg minde om, at jeg også i
Landets almindelige Fejde har vovet Livet for Jer og er
bleven såret. Og skjønt jeg således har gjort mig fortjent af
Jer, nærer I Mistanke til mig og fører Kæremål over mig og
undser Jer ikke ved at brændemærke en gammel Krigers
usvigelige Troskab og vitterlige Uskyldighed. Har jeg
virkelig, ved hvad jeg har udrettet, fortjent, at I udøser Eders
Harme over mig på Tinge? Skal det virkelig være Lønnen
for min Møje og den Sold, min Krigstjeneste indbringer
mig, at jeg finder Vrede dèr, hvor jeg håbede at finde Gunst
og Bevågenhed? Giv ikke en sådan lav Utaknemlighed
Plads i Eders Sind, at I lader mig høste Avind og
Bagvaskelse som Løn for det gode, jeg har gjort Jer ved
mine Bedrifter. Jeg ved godt, at alle disse Beskyldninger,
som rejser sig af Avind, ikke bør lægges Jer, men Eders
Mænds Ondskab til Last; men det sømmer sig ikke for den,
-604-