Page 611 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der sidder på en Kongetrone, villig at låne Anklagere Øre.
Jeg ønsker Jer, at I længe må udøve den Magt, I har arvet
efter Eders Fader, at I gladelig må nyde Kongenavn og
kongelig Myndighed; gid Lykken vil unde Jer til Arving
den, som Naturen har bestemt dertil; jeg vil, hvorledes det
end går, bestandig vedblive at være den samme og aldrig
ophøre at vise min høje Konge Troskab og Lydighed".
Denne Tale gjorde et godt Indtryk på Kongen, han satte et
venligere Ansigt op og opgav strax på selve Tinget den
Harme, han havde fattet som Følge af, hvad andre falskelig
havde tudet ham i Ørene, skjældte på dem, der så latterlig
havde stukket ham Blår i Øjnene, og lovede, at han for
Fremtiden vilde stoppe Ørene til, når nogen kom og vilde
hviske ham den Slags Beskyldninger i dem. Da Henrik nu
så', at al den Bagtalelse, han var kommen med, var ganske
spildt som Følge af Knuds kloge Svar, gik han løs på
Kongen med venlige Formaninger og lod ham vide, at
Landsens Folk nærede den største Kjærlighed til Knud, og at
det ingenlunde var vist, at Magnus vilde blive Konge, hvis
han skulde strides med Knud derom og Folket dømme dem
imellem, thi Almuen vilde foretrække Knud for alle andre
Ædlinger. Derfor burde Niels, hvis han vilde varetage sin
Søns Tarv, hellere selv afgjøre, hvem der skulde være hans
Eftermand, end overlade det til andre, og sørge for, at hans
Søn og Arving ikke fik nogen Medbejler til Tronen, og det
vilde være klogt gjort af ham, om han kom Knud, hvis
Lykke man kunde vente sig alt af, i Forkjøbet og lod ham
dræbe. Disse Forestillinger, som han jævnlig plagede
Kongen med, gjorde ham såre bekymret og endnu
mistænksommere, end han før havde været.
Så fik Magnus da omsider Lov af sin Fader til, som det hed
sig, at sørge for sin Velfærd og rydde sin Medbejler af
-605-