Page 613 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Maske og med den yderste Snedighed undgå al Mistanke,
hvorfor han sluttede Fostbroderskab med ham, hvis Blod
han tørstede efter, og højtidelig besvor det som for
yderligere ved Religionens Hjælp at stramme de
Frændskabs Bånd, der knyttede dem til hinanden; og for ved
hyklet Fromhed at unddrage sig al Mistanke om, at han
havde ondt i Sinde og rugede over troløse og skumle Planer,
brugte han ligefrem Religionen som Skalkeskjul for det
ugudelige Forehavende, han pønsede på. Han samlede
nemlig en stor Del af Rigets Adel på Sjælland og bød Knud
til Julegilde hos sig i Roskilde og kom så frem med, at han
havde fået Lyst til at gjøre en Pilgrimsfærd, hvorhos han
indsatte Knud som sin Hustrus og sine Børns Værge og
pålagde ham i alle Måder at tage Vare på alt, hvad der
vedrørte hans Hus. Knuds Hustru Ingeborg havde nu
imidlertid af nogle af de indviede fået Nys om, hvad der var
i Gjære, hvorfor hun strax skikkede Brev og Bud til ham for
at vare ham ad om at tage sig i Agt for det Anslag, der var
smeddet imod hans Liv. Han troede imidlertid, at hendes
Advarsel mindre hidrørte fra, at hun var vis i sin Sag, end
fra, at hun på Kvindevis var ængstelig, hvorfor han ikke
ænsede den, men sagde, at han stolede lige så fuldt på
Magnus som på sin Hustru. Havde hans Skæbne rådet ham
lige så godt som hans Hustru, vilde han klogelig have
undgået de Snarer, man trædsk havde lagt for ham, og var
ikke i sin Godtroenhed bleven et Bytte for andres Ondskab.
Efter at Stormændene havde fejret Julen i Roskilde i
samfulde fire Dage, blev Mødet hævet, og Knud og Magnus
tilbragte Resten af Juletiden hver på sit Sted. Det hændte i
de samme Dage, at en nær Frænde af Knud i hans Påsyn
kom i Strid med en af hans Hirdmænd og slog ham ihjel
med sin Stok, og da Knud af den Grund viste ham bort fra
sin Hird, begav han sig til Magnus. Den Nat, da Magnus gav
sig på Vej for at fuldbyrde det vederstyggelige Mord, lod
-607-