Page 662 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

De, der havde søgt Tilflugt i Byen, blev grebne og som
Fanger sat ind i en af Kirkerne. Da Kong Svend kom ind til
dem, sagde Biskop Elias af Ribe efter at have taget dem alle
i Øjesyn, at Kongen burde bære sig ad som en Gartner, der
rykker de skadelige Planter op, for at de nyttige kan trives.
Det lyder jo nok grumt, men når man tænker nøjere efter,
må man indrømme, at det var overmåde vel overvejede Ord,
som kort, men fyndigt udtrykte, hvad det kom an på. Havde
Svend fulgt hans Råd, vilde sandelig alt Håb have været ude
for hans Medbejler, men skjønt han havde kunnet straffe
Fangerne for, hvad de havde forbrudt imod ham, lod han sig
af sin medfødte Mildhed bevæge til at gå lemfældig til
Værks imod dem. De fleste af dem tillod han at løskjøbe sig,
nogle lod han sværge sig Troskab, og andre lod han stille
Borgen for, at de vilde være ham tro. Kun to af dem
straffede han på Livet, men de havde gjort sig skyldige i
svare Misgjerninger, den ene havde alle sine Dage været en
skammelig Røver, den anden havde lumskelig myrdet en
Mand i Søvne, skjønt han havde gjort ham alt muligt godt,
så det var ikke, fordi de havde kriget imod ham, men fordi
de var Ildgjerningsmænd, at han lod dem bøde med Livet.
Adskillige af de andre glemte snart, at han havde skjænket
dem Livet, tog, uden at ænse den Velgjerning, Fjenden
havde vist dem, atter Tjeneste hos Knud og satte den Ed, de
havde svoret ham, over den, de senere havde svoret Svend.
Knud begav sig fra Ålborg til Lødøse og opholdt sig en
Tidlang i Landflygtighed hos sin Stiffader Sverker, som
efter Magnus' Død havde ægtet Knuds Moder.
Det stod nu i alle Måder ilde til i Danmark, thi inden for
Rigets Grænser rasede Borgerkrigen, og uden for dem
gjorde Sørøverne al mulig Fortræd. For at kue dem fejdede
Svend gjentagne Gange på hele Venden, men uden
synderligt Held, thi han var ilter og hidsig nok til at angribe,
men havde ikke Udholdenhed nok i Kampen. Når han var
-656-