overvandt ham. Eskild blev tagen til Fange, og da der intet
Fangehul fandtes i Byen, blev han hejset op i St.
Laurentiuskirkens Tårn, så Kirken blev hans Fængsel. Da
Svend imidlertid blev bange for, at han skulde blive sat i
Band for den Sags Skyld, hvilket er den værste Straf, en
Bisp kan give nogen, løslod han ham ikke blot af hans
Fængsel, men skjænkede ham oven i Kjøbet en Landsby og
en stor Del af Bornholm for at gjøre ham til sin oprigtige
Ven. Derpå holdt han uden ham et blodigt Slag med sin
Medbejler ved Landsbyen Slangerup, overvandt ham og
drev ham bort fra Sjælland. Etter at have vundet denne Sejr
vendte han tilbage til Skåne, medens Knud flygtede til
Jylland.
I de samme Dage lod Paven, som så', at Barbarernes rasende
Grumhed næsten havde gjort det helt af med Religionen,
udgå Breve over hele Europa og bød Kristendommens
Bekjendere at bekæmpe alle dens Fjender; det blev pålagt
hvert enkelt kristent Land at angribe de Hedninger, der
boede nærmest ved det. For nu ikke over deres hjemlige
Stridigheder at forsømme deres Kristenpligt tog Danskerne
Korset og adlød Pavens Bud. Knud og Svend gav hinanden
Gisler, indstillede deres indbyrdes Fjendtligheder, sluttede
for en Tid Fred for at tage sig noget bedre for og besluttede
at bruge de Sværd, som de hidtil havde stræbt hinanden efter
Livet med, til Kamp mod Kristendommens Fjender. De lod
den Uenighed, der var opstået af, at de begge bejlede til
Kronen, fare, sluttede Forbund for i Fællig at foretage et
Krigstog og drog med forenede Stridskræfter til Venden,
medens Tyskerne efter Aftale gjorde Indfald fra en anden
Kant. Jyderne og Slesvigerne lagde ind i den fjendtlige
Havn, hine under Knuds, disse under Svends Anførsel.
Sjællænderne og Skåningerne kom sidst og lagde sig, hvor
de bedst kunde få Plads, rundt omkring den Del af Flåden,
der var kommen først. Tyskerne, som også var overmåde
-647-
1...,643,644,645,646,647,648,649,650,651,652 654,655,656,657,658,659,660,661,662,663,...976