havde. De betjente sig også af et andet lige så snildt
Krigspuds for at få deres Flåde til at tage sig større ud. De
sejlede nemlig om Natten hemmelig ud i rum Sø, og ved
Daggry vendte de så tilbage, så det så' ud, som om det var
en ny Flåde, der kom til Undsætning, men de gjorde det for
tit, så til sidst nyttede den Snedighed dem ikke længer.
Imidlertid fik Danskerne, som belejrede Byen, Nys om, at
Sørøverne havde overvundet deres Flåde, de drog da tilbage,
tog de Skibe, de fandt i Behold, drev Rygboerne, som ikke
turde gjøre Modstand, ud af Havnen og hævnede således det
Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, ved at jage Fjenden
på Flugt, skjønt det næsten ikke var muligt at bane sig Vej
over Havet for Lig. Da det Skib, Svend var kommen på, var
blevet taget, tilbød Knud at overlade ham sit, men denne
Velvilje fra hans Medbejlers Side forekom ham mistænkelig,
så han vilde ikke tage imod Tilbudet, thi da han så', at
Knuds Mandskab var i Behold, medens hans eget næsten
helt var oprevet, turde han ikke sejle hjem på et fremmed
Skib. Han drog til Slesvig og kom efter nogen Tids Forløb
til Sjælland, inden Knud var kommen did, og for at have et
sikkert Tilholdssted omgav han Roskilde, som ikke var
befæstet, med Vold og Grav, og derpå begav han sig til
Skåne efter at have sat Ebbe Skjalmssøn til at tage Vare på
Byen. Knud, som holdt det Nederlag, Skåningerne havde
lidt, for en Lykkens Gunst imod ham og mente, at hans
Kræfter derved var tagne lige så meget til, som hans
Medbejlers var tagne af, vilde nu imidlertid ikke unde Svend
Ro til at forvinde det Tab, han havde lidt, og drog derfor,
navnlig stolende på Jyderne, over til Sjælland, hvor nogle
holdt med ham, andre med Svend, så han troede, at det vilde
give sig under den af dem, som først bemægtigede sig det.
Da han nu dèr spurgte, at Roskilde var faldet fra ham og på
Ebbe Skjalmssøns Tilskyndelse havde lukket sine Porte for
ham, sendte han en Mand ved Navn Sune did for at opfordre
Byen til at overgive sig. Da Sune, som ikke udmærkede sig
-649-