mødte med to Småskibe. Svend vilde sejle over Floden på
det ene af dem, førend hans Krigsfolk blev sat over, men det
fik de ham dog fra ved at forestille ham, at det var bedre, at
nogle andre blev sat over for at se, hvorledes Sagerne stod
til hos Fjenden, end at han selv skulde udsætte sig for Fare
for den Sags Skyld; thi Fjenden lå nok på Lur et Sted i
Nærheden, rede til at overfalde dem, når der var kommet så
mange over, som de mente, de kunde magte. Det viste sig
også at være rigtigt, thi Holstenerne holdt sig skjult i de
tilstødende Skove og lod ganske rolig Danskerne komme
over, til der var så mange, at de mente at kunne fange dem,
så styrtede de frem og dels nedhuggede, dels fangede dem,
skjønt Danskerne forsvarede sig tappert, eftersom de på den
ene Side ikke kunde slippe bort og på den anden Side var
nødt til at kæmpe i deres Konges Påsyn, så både den visse
Udsigt til Døden og det, at Kongen så' til, ansporede dem til
at samle alt deres Mod. Forfærdede over den Nød, disse var
stedte i, blev de, der styrede Bådene, liggende ved Pælene
midt i Floden og turde hverken sætte dem, der var blevne
tilbage på den anden Bred, over eller sejle dem, de havde sat
over, tilbage, så de hjalp hverken Kongen frem eller de
slagne tilbage.
Imidlertid fandt Knud, som de store Udgifter, hans Hær
krævede, trykkede svært, Folk lige så velvillige i den
vestlige Del af Landet, som de for stakket siden havde været
i den østlige; thi da han behandlede Bønderne i Jylland
mildt, viste de sig lige så villige til at udrede, hvad der
skulde til, som tidligere Sjællænderne. Svend undgik at
holde Slag med ham og begav sig til Skåne; thi han turde
ikke med de få Krigsfolk, han havde tilbage, angribe sin
Medbejlers Hær, der var i god Behold. Da han nogen Tid
efter havde løskjøbt dem at hans Mænd, der var bleven
fangne, mente han, at nu kunde han uden Frygt drage over
til Jylland, men da han drog igjennem Fyn, fik han Tidende
-652-