Page 664 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

deres ældste Broder. Skjønt de derfor nok tog imod ham,
vilde de som sagt ikke give ham Lov til at komme ind i
nogen af Byerne, og han begav sig da til Hertug Henrik af
Sachsen. Da han heller ikke hos ham havde så meget Held
med sig, som han havde håbet, drog han til Ærkebiskop
Hartvig i Hamborg, som længe havde været vred over, at
Danskerne var bleven unddragne hans Overhøjhed. Han tog
venlig imod ham og ydede ham også Bistand, og han sendte
nu hemmelig Sendemænd til Danmark for at forfare, om
hans gamle Krigsfolk endnu var ham tro, og de kom tilbage
med den Besked, at de alle strax vilde gå over til ham og
svigte den Ed, de havde svoret Svend, for at holde den, de
havde svoret ham. Tryg ved dette Løfte drog han ind i
Jylland med en Hær af fremmede Krigsfolk, og hverken den
Godhed, Svend viste sine Folk, eller Hensynet til Gislerne
eller Frygten for at blive mensvorne afholdt hans gamle
Krigere fra at stille sig under hans Banner. Da Svend fik Nys
om, at han var kommen, mistvivlede han om, at han var
stærk nok til at kunne holde ham Stangen, og begav sig til
Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at
udholde en Belejring der. For at bestride Omkostningerne
hærjede han dèr deres Ejendomme, der var gået over til
Knud, og anvendte det Bytte, han gjorde, til Underhold for
sine Krigsfolk.
Knud turde imidlertid ikke storme Byen, fordi det var gået
ham så ilde i det sidste Slag dèr, og slog derfor Lejr langt fra
den for at afvente, at hans Medbejler, når det trak i
Langdrag, skulde blive udsultet og så enten skammelig tage
Flugten eller ubetænksomt indlade sig i Slag. Dette Knuds
Håb skaffede Svend Sejr. Imedens Knud nu lå der og
ventede, fik en Mand ved Navn Brun, der var fulgt med ham
fra Sachsen, Lov til med nogle andre Krigsfolk at drage til
Ribe, hvad enten han nu var bleven underkjøbt dertil af
Svend, af hvem han var en gammel Ven, eller det blot var,
-658-