Page 657 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tilbage, og således så' han sig pludselig som Sejrherre, da
han troede, at han var slagen. Knud fik ikke Lov af sine Folk
til at tage Del i Slaget, hvad enten det nu var, fordi han
endnu var så ung, eller fordi de ikke vilde udsætte ham for
Slagets Fare, så i Steden for at føre an måtte han nøjes med
at se til.
Nogen Tid efter sluttede Hellig Knuds Søn Valdemar, som
først nu havde nået våbenfør Alder, sig til Svend for at lære
Krigskunsten under ham; han skjøttede nemlig ikke om at
have med Knud at gjøre, fordi hans Fader havde handlet så
ilde imod Knud Hertug. Det styrkede i høj Grad Svends Sag,
fordi Valdemar var så yndet. Han skjænkede ham
Statholderværdigheden i Slesvig, som hans Fader havde
haft, men Valdemar måtte holde mange Slag med en Mand
ved Navn Knud Henrikssøn, som ivrigt havde stræbt efter at
blive forlenet med denne Landsdel under Knud Magnussøn.
Omsider fik han dog Bugt med ham, men der var lige så stor
Strid imellem dem om denne ringe Landsdel som imellem
Kongerne om hele Riget; Sejren hældede dog stadig til
Valdemars Side. Knud Henrikssøn var ellers overmåde
veltalende, men for øvrigt en ryggesløs og udsvævende
Mand.
Svend, som nu havde Lykken med sig, og hvis Stridskræfter
var bleven betydelig forøgede, drog nu til Fyn i den Agt
inden ret længe at forfølge sin Medbejler ovre i Jylland. Dèr
kom der imidlertid en fredløs Mand ved Navn Edler til ham
og opfordrede ham til at påføre Holstenerne Krig, hvorhos
han lovede at stille fuldt op af Småskibe til at føre
Krigsfolkene over med, thi Holstenerne havde brudt Broen
over Ejderen af for at gjøre Adgangen til deres Land så
meget vanskeligere. Kongen gik ind derpå, men da de kom
til Ejderen, havde Edler holdt sit Løfte så dårlig, at han kun
-651-