sket, talte han ikke om, og Skåningerne gav da også Svend
deres Stemmer, ikke blot af Hensyn til de Sendemænd,
Sjællænderne havde skikket over til dem, men også fordi
Omtalen af den Tapperhed, de selv havde lagt for Dagen,
kildrede dem.
Imidlertid tildelte Jyderne Knud Kongeværdigheden,
harmfulde over, at Svend havde tilegnet sig den, støttende
sig til den Dristighed, Sjællænderne og Skåningerne så
hensynsløst havde vist. I Tillid til Jyderne begav Knud sig
nu over til Sjælland for at bemægtige sig det, og ved
hemmelige Løfter lokkede han for Ærkebiskop Eskild for at
få ham til at falde fra Svend, på hvis Side han hidtil havde
stået. Ærkebispen lod sig da også overtale og lod ham ved
hans Sendemænd vide, at han skulde komme til Skåne med
sin Flåde, så vilde han slutte sig til ham. For imidlertid at
skaffe sig en Anledning til at falde fra Svend og besmykke
sin Troløshed med et nogenlunde antageligt Påskud foregav
han, at Svend havde forurettet ham, og som for at yppe
Trætte med ham samlede han Krigsfolk under Foregivende
af, at han vilde have en Samtale med ham, og begav sig til
Lund, hvor Svend opholdt sig. Medens han forhandlede med
ham under Skin af at søge den Strid, der var imellem dem,
bilagt, fik han af dem, han havde udsendt for at spejde efter
Knud, at vide, at nu var han kommen. Han tøvede nu ikke
med at afbryde Forhandlingerne og åbenbarede strax på
Stedet de Planer, han, uden at nogen vidste det, rugede over,
thi med vajende Bannere sprængte han med sine Ryttere af
Sted ned til Kysten. Knud, som ikke stolede på hans Løfte,
havde imidlertid ikke villet lade sine Folk gå i Land, men
var, før end han kom, stukken i Søen igjen for at vende
tilbage til Sjælland. Således spillede Skæbnen ham et Puds,
og det gik helt anderledes, end han havde tænkt sig. Da
Ærkebispen over Hals og Hoved forlod Byen, satte Svend
efter ham, og da han vendte om, holdt han Slag med ham og
-646-