Page 672 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Håbet og overgav sig til Kongen. Han viste sig langt mere
ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han
vilde være, ja selv Plov, der havde dræbt hans Fader Erik,
viste han sær Nåde, thi han straffede ikke sin Faders
Banemand, men holdt for, at han mere burde tage Hensyn
til, at han havde overgivet sig på Tro og Love, end til sin
Hævnlyst. Heller ingen af de andre straffede han, hverken
med Døden eller med Fangenskab, men løslod dem uden
Løsepenge; det var ham lige meget, sagde han, om de var
med eller imod ham, thi Folk, der så tit havde været troløse
og brudt deres Ed, kunde der ingen Lykke være ved. Da de
var sluppet fri, søgte de til Knud i hans Landflygtighed, thi
han var så afholdt af sine Mænd, at ingen nogen Sinde blev
kjed af at tjene ham, hvordan det så end gik ham. Friserne
måtte betale Kongen en Bøde på to Tusind Mark Sølv og
stille Gisler. Senere bad de Valdemar, hvad enten det nu var,
fordi de skammede sig over deres Flugt, eller det kom af
medfødt Dumhed, om at anmode Kongen om at tage Krigen
op igjen med dem på det Vilkår, at han, hvis han sejrede,
skulde have lige så stor en Sum Penge til, men, hvis han
blev overvunden, skulde tilstå dem den Lempelse i Skat og
Skyld, som Knud havde lovet dem. Valdemar overvejede
omhyggelig dette tåbelige Forslag, men da han betænkte,
hvor usikkert det var, hvilket Udfald Kampen vilde få, fik
han dem ved sine forstandige Forestillinger til at opgive
dette forrykte Indfald, idet han gjorde gjældende, at det var
meget tåbeligt, at de overvundne forlangte af Sejrherren, at
han igjen skulde begynde en ødelæggende Krig med dem.
Imidlertid drog Knud til Tyskland og bad Frederik, som
nylig var bleven romersk Kejser, om Hjælp, idet han lovede,
at han vilde tage Danmark som Len under ham. Kejseren,
som både af Naturen var en overmåde snedig Mand og
derhos i højeste Grad begjærlig efter at udvide sit
Herredømme, blev opsat på at underlægge sig et så stort
-666-