Page 667 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

troede, at Svend havde underkjøbt ham, og at han ved
skammeligt Forræderi havde styrtet sine Stalbrødre i
Undergang, idet de af Krigens ulykkelige Gang sluttede, at
han måtte have sveget dem, og ikke kunde tænke sig andet,
end at Kongens Godhed imod ham var Løn for hans
Forræderi. De indstævnede ham da til at stå dem til
Regnskab for sin Troløshed, og skjønt han forsvarede sig så
godt, at han fuldstændig gjendrev den Anklage, der var rejst
imod ham, så de ad den Vej ingen Vegne kunde komme,
stræbte de ham hemmelig efter Livet, til de fik ryddet ham
af Vejen.
Da Svend nu mente, at han var tryg for Fare fra Knuds Side,
tog han sig over at værge Riget mod Fjender udadtil. På
adskillige Steder ved Kysten, der af Naturen var vel
befæstede, opførte han Skanser til Beskyttelse for Bønderne.
Ved Storebælt byggede han to Fæstninger, den ene på Fyn
og den anden på Sjælland, for at de kunde skræmme
Sørøverne og tjene Landsens Folk til Tilhold, men Venderne
skal have ødelagt dem begge to. Han holdt Slag med dem på
Fyn, hvor Danskerne kæmpede med stor Tapperhed og
fældede så mange af dem, at de fleste af hans Krigsfolk fik
Huden slidt af Hænderne, så Fingrene sad i det blodige
Kjød, sådan havde Sværdfæsterne gnavet dem.
I de samme Dage blev der som Følge af de stadige Anfald,
Sørøverne gjorde, på Vethemans Anstiftelse i Roskilde
oprettet et Fribytterlav, der havde følgende Love og
Vedtægter: Skibe, de fandt skikkede til Orlog, havde de Lov
til at tage, selv om deres Ejere ikke gav deres Minde dertil,
imod som Fragt at give en Ottendedel af det Bytte, de gjorde
med dem. Inden de gav sig ud på noget Togt, skriftede de
deres Synder for Præsterne, og efter at være bleven tugtede
med Guds Ord nød de den hellige Nadver, som om de strax
-661-