Page 663 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nødt til at trække sig tilbage, plejede han at have sådant
Hastværk med at nå ned til Strandbredden, at Tilbagetoget
mest lignede en Flugt, og hvordan det gik med hans Folk,
brød han sig ikke om, når han blot selv kunde være første
Mand til at komme om Bord. Denne Kongens Fejghed
gjorde Venderne så dristige, at de gjentagne Gange
nedhuggede hans Folk, når de var ved at gå tilbage. For at
have et sikkert Tilholdssted i Viborg, som den Gang ikke var
befæstet, omgav han den med Volde og aflagde Byen rigelig
med Penge.
Knud blev til at begynde med vel modtagen af sin Stiffader i
Sverige, men det varede ikke længe, før han begyndte at
være ham til Besvær, så at han måtte sælge, hvad Jordegods
han havde derovre, for at skaffe sig Levnedsmidler. Der
gives nemlig ikke noget Folk, som er villigere til at tage
imod landflygtige end Svenskerne, men heller intet, som er
hurtigere til at blive kjed af dem igjen. Sverkers Søn Hans,
som var en overmåde tapper, men ikke synderlig høvisk
Mand, lavede da også nogle Smædevers om de Slag, Knud
havde holdt, og om hans Flugt og tirrede ham, skamfuld,
som han var, ved at synge denne Nidvise, hvori han
overdængede sin Gjæsteven med Hån og Foragt, spottede
ham for hans kranke Lykke og bebrejdede ham med
nærgående og fornærmelige Ord hans Fejghed og det
Vanheld, han havde haft i Krigen. Den Tort tog Knud sig så
nær, at han kjøbte Skib og Levnedsmidler og flygtede til
Polen i Tillid til, at hans Morbrødre dèr vilde hjælpe ham.
De troede imidlertid, at han kom for at gjøre sit Frændskab
på mødrene Side gjældende for at kræve Andel i Riget, så
skjønt de ikke helt afviste ham, vilde de ikke lade ham
komme ind i nogen af Fæstningerne, og til sidst begyndte de
endogså formedelst deres Mistanke at se surt til ham, som
de burde have haft kjær som en nær Frænde. Deres Frygt for
ham øgedes yderligere ved, at de nylig havde fordrevet
-657-