efter, ikke skulde have for kneben Plads, red han et godt
Stykke bort fra Åen, og dèr tog han Stilling og kæmpede
med sin lille Skare således, at han holdt hele Fjendens Hær
oppe, til alle hans Stalbrødre var komne over Åen, og det
var virkelig således ham, der skaffede Svend Sejren. Da han
kom ham til Undsætning, tog Knuds Folk Flugten. De var
nemlig angst og bange som Følge af de tidligere Nederlag,
de havde lidt; dem kunde de ikke glemme, og de var stadig
forsagte og modløse. I den Grad havde den Modgang, de
havde lidt, betaget dem Modet, at næsten al deres Tapperhed
var som blæst bort, så de ikke kunde holde Stand imod
Fjenden, men, sløvede, som de var, af den overvættes
Ængstelse, de var betagne af, stadig var lette at jage på
Flugt. Tyskerne derimod, som var mere vante til at føre Krig
og forstod at tumle deres Heste, tirrede jævnlig Sejrherrerne
ved at gjøre omkring og sætte ind på dem og trak sig så
sindigt tilbage, at deres Flugt foregik i god Orden. Den
tapreste af dem, Folrad, faldt i det Slag, thi ingen vilde, da
han var bleven overmandet, tage ham til Fange, skjønt han
indstændig bad dem om at skjænke ham Livet. De andre,
som var flygtede ved Dagens Lys, kom ilde derfra, thi de
holdt sig Natten over i en By, hvor de blev grebne af deres
Forfølgere og dræbte i Husene. Sejrherrerne havde nemlig
truffet Aftale om, at de ikke vilde skåne nogen af de
overvundne, dels fordi de hadede Tyskerne, og dels fordi de,
som de i det sidste Slag havde taget til Fange og givet Lov
til at løskjøbe sig, atter havde øvet Fjendtligheder imod
dem. Knud fandt Tilflugt i Sachsen. Da de Ribe Borgere af
rejsende fik Nys om, at han var flygtet, greb de for at tækkes
Sejrherren strax Brun for snarest muligt at stede ham for
Svends Dom. Da han var bleven ført til Svend, viste denne
ham stor Venlighed og gav ham kort efter Lov til at drage
bort efter at have skjænket ham gode Gaver, hvilket vakte
hans Landsmænds Mistanke og fik dem til at tage Livet af
ham. Der var nemlig adskillige af de dræbtes Frænder, som
-660-