Page 674 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ind derpå, men gjorde for ikke helt at afskære sig fra
Lejlighed til at bryde Overenskomsten, når han kom hjem,
et Forbehold med Hensyn til de mange Godser, han havde
arvet efter sin Fader på Sjælland, og det faldt det ikke svært
at få Kejseren til at give sit Minde til, thi det stemte med
tysk Ret. Knud, som ikke stolede synderligt på dette Forlig,
forlangte imidlertid, at Valdemar, der var med i Svends
Følge, skulde gå i Borgen for ham, thi hans Redelighed og
Oprigtighed anså han for den ypperste Sikkerhed, han kunde
få, ingen anden i Kongens Følge, mente han, vilde så trofast
våge over hans Liv og Velfærd. Valdemar, som vidste, at
Svend pønsede på Svig, vægrede sig hårdnakket ved at
påtage sig denne Borgen, thi da han så', at hele Forliget
ingen Ting betød og kun sluttedes på Skrømt, vilde han ikke
have Del i en andens Troløshed. Da Kongen imidlertid
trængte ind på ham, påtog han sig omsider, skjønt meget
nødig, denne Borgen, idet han erklærede, at hvis Svend brød
Overenskomsten, vilde han gå over til Knud. Da begge
Parter havde godkjendt Forliget, brød de op. Da Svend, som
havde Knud med i sit Følge, var kommen hjem til Danmark,
sendte han strax Kejseren et Brev, hvori han rent ud
beskyldte ham for at have sveget ham, nægtede ham al
Lydighed og erklærede, at han ikke agtede at holde den
Overenskomst, han havde sluttet med ham, eftersom han
med Svig var bleven tvungen til at tage imod Vilkår, som
ingen dansk Konge endnu var gået ind på. Da Knud
krævede sin Ret, sagde han, at han udtrykkelig havde
forbeholdt sig selv Kongsgårdene, så det var kun Styrelsen
af Sjællands Anliggender, han havde overladt ham. Da han
således brød Forliget, holdt Knud sig til Valdemar og
beråbte sig på, at han var gået i Borgen for det. Valdemar
fandt nu, at det vilde være lige skammeligt at falde fra
Kongen og at bryde den Borgen, han havde påtaget sig, og
at det vilde skade hans gode Navn og Rygte, hvilken af
Delene han så valgte. Han vilde derfor hellere have
-668-