Page 682 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hvorledes alt gik efter Ønske for ham, blev han så
overmodig af den Medgang, han havde, at han besluttede at
brede sig over hele Sverige, men den overvættes stærke
Kulde og den Svaghed, Hestene blev overfaldne af som
Følge af de vanskelige Veje og Mangel på Foder, hindrede
hans Fremtrængen. De, som havde mistet deres Heste og
måtte gå til Fods, lagde nu det, de havde at bære, på deres
Stalbrødres Heste, drev dem foran sig og gav sig uden
Kongens Vidende på Hjemvejen. Da det til sidst gik op for
ham, at Hæren listede sig bort, kom han dens hemmelige
Tilbagetog i Forkjøbet ved at give Krigsfolkene Lov til at
drage hjem og begav sig selv strax ad en Gjenvej til Skåne.
Karl håbede nu i Tillid til de Gisler, der var bleven stillet, at
han frit og trygt kunde vende tilbage til Halland med sin
Broder Knud. Da de næsten var komne til Grænsen dèr, blev
de budne til Gilde af Folkene i Finveden, som skjulte deres
snedige Anslag under Gjæstevenskabs Maske, og de sad
største Delen af Natten og svirede med dem. Da de var
bleven mægtig drukne, fik de anvist Natteleje i en tom Lade
tillige med deres Følge, som også havde sig en god Rus. Da
de lå i den dybeste Søvn, stængede Finvedfolkene Dørene
udvendig og stak Ild på Laden. Største Delen af den var
allerede brændt og næsten lagt i Aske, inden de drukne
Mennesker mærkede noget til Heden. Omsider, da Ilden var
ganske tæt ved dem, kom de da på Benene og styrtede,
nøgne som de var, til Dørene, men så opdagede de, at de var
lukkede udvendig fra. Ilden trængte på derinde, og
Fjenderne udenfor formente dem at komme ud. Den Ulykke,
der var lige for Hånden, betog dem imidlertid Frygten for
den, der kunde komme senere, og de anså den Fare, de i
Øjeblikket var stedte i, for værre end den, der ventede dem
udenfor. Da Danskerne altså hellere vilde falde for Sværd
end brænde op, stemte de sig af al Magt imod Dørene og
sprængte Bommene, idet de ikke betænkte sig på for at
undfly én Fare at styrte sig i en anden. Nogle håbefulde
-676-