Page 680 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

indså, at det var spildt Umage, vilde han hverken møde ham
i Marken, ruste sig eller opbyde nogen Hær, men tyede hen
til ukjendte og afsides Steder og overlod hele Krigsførelsen
til Svenskerne. For at undgå de besværlige bugtede Omveje
opsatte Svend imidlertid sit Krigstog, til Vinteren kom, for
at kunne skyde Gjenvej over de islagte Sumpe, og da
Vinterkulden kom ham til Hjælp, drog han ad den nærmeste
Vej ind i Finveden, hvor han hærjede og brændte alle Vegne.
Landsens Folk kom løbende og bad om Nåde og overgav sig
selv og Landet til ham, og de lod sig ikke engang nøje med
således at have underkastet sig, men forsynede ham endogså
med Levnedsmidler og viste ham al Villighed og
Gjæstfrihed. Derpå drog han ind i Värend, hvor han overalt
fo'r frem med Ild og Sværd, thi Landsens Folk hverken satte
sig til Modværge eller overgav sig, men både Mænd og
Kvinder søgte til alle Sider ud i utilgængelige Udørkener.
Næsten overalt på Markerne lå der høje Snedriver, og
Kulden var så hård, at diende Børn lå og frøs ihjel ved
Brystet, medens Mødrene var nær ved at friste samme
Skæbne og trykkede selv halvdøde de døde Børn i deres
Favn. Danskerne, som også led ved dette barske Vejrlig,
kunde ikke ligge i Lejr om Natten og ikke holde Vagt; nogle
af dem tændte Bål, andre søgte under Tag, mere bange for
den kolde Luft end for Sværd og Spyd, og tænkte mere på at
værge sig imod Kulden end imod Fjenderne. Värendsboerne
var imidlertid opsatte på at afskære Kongen Vejen for at få
ham til at slutte Fred med dem; de fældede Træerne i
Skovene og spærrede de snævre Kløfter, han skulde
igjennem, med Træstammer. Landet er nemlig rundt
omkring opfyldt af så høje Klipper, at man ikke uden ad
store Omveje kan komme uden om dem. Denne deres
Dristighed fik Kongen Nys om, medens han sad til Bords,
og så havde han ikke Tålmodighed til at bie, skjød Bordet til
Side, sprang op på sin Hest og bød sine Krigsfolk følge sig
og sprængte i fuldt Firspring hen til Kløften, harmfuld over,
-674-