Page 679 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

andet end rådne Fluer og usselt Kryb; han lignede altså
Kongen ved Edderkoppen, Krigen ved dens Væv og Sejren
ved dens Fangst og viste således Kongen, at han i sin
Begjærlighed udtømte sine Kræfter for at vinde en ringe
Ting og søgte sin Glæde i en Krig, han ingen Nytte kunde
have af.
Da Kardinalen rejste, bekostede Svend, mere af Ærbødighed
for hans høje Værdighed, end fordi han lagde sig hans
Formaninger på Sinde, hans Rejse lige til Rigets Grænse, og
så gav han sig igjen til at pønse på den Krig, han alt før
havde besluttet. Det var imidlertid snarere Begjærlighed
efter at bemægtige sig Sverige, der opflammede ham, end
krænket Blufærdighed eller Harme over den begåede
Misgjerning. Han mente nemlig, at Lejligheden var ham
overmåde gunstig til at falde ind i Landet, dels fordi Sverker
nu var en gammel Mand, som ikke duede til at føre Krig,
dels fordi der nylig var opstået Splid imellem ham og
Landsens Almue på Grund af, at Bønderne havde dræbt
Hans på Tinge. Han nærede da også så sikkert Håb om Sejr,
at han, inden Krigen var begyndt, delte Svenskernes Land
mellem sine Krigsfolk som Løn for deres Deltagelse i den.
To af hans Stormænd yppede endogså heftig Kiv med
hinanden, fordi de begge to var lige opsatte på at få den
samme svenske Jomfru, men Kongen, som fandt, at det
tilkom ham at give hende bort, lovede, at når Sverige var
indtaget, skulde den, der havde vist sig som den tapreste, få
hende, og ved dette Løfte fik han dem, der stredes om
Elskovs Lyst, til på det ivrigste at kappes i Tapperhed. Så
sikre var Danskerne på, at de vilde underlægge sig Sverige.
Imidlertid sendte Sverker i sin Angst for Krig Gang efter
Gang Sendemænd til Svend for at bede om Fred, men det
hjalp ikke, hvilke Vilkår han end tilbød ham. Da han så
-673-