at han skulde sinkes i sit Forehavende ved de lumpne
Hindringer, en Flok Bønder lagde ham i Vejen. Da en af
hans Mænd ved Navn Niels bad ham om at styre sin Vrede
og undersøge Sagen nøjere, eftersom de dog ikke rigtig
vidste, hvorledes den forholdt sig, svarede Kongen, at gifte
Folk altid var mest bange af sig, hvorved han sigtede til, at
Niels havde holdt Bryllup Dagen før Hæren brød op. Niels
blev vred over den hånlige Måde, hvorpå hans Råd var
blevet afvist, og svarede, at han snart skulde gjøre, hvad
Svend ikke turde, og gjengjældte altså den Beskyldning for
Fejghed, Kongen havde udslynget imod ham, ved at lade
ham vide, at han selv var ræd, og de Ord, hans Vrede således
lagde ham i Munden, var i Virkeligheden et Varsel om, at
han snart skulde dø. Da de kom til Kløften, sprang Rytterne
af Hestene, og skjønt de kun var slet rustede, fordi de havde
haft sådant Hastværk med at komme af Sted, at de ikke
ænsede Faren, begyndte de at storme løs på Forskansningen,
medens Bønderne, der var komne sammen for at forsvare
den, råbte og skreg på Fred. Niels, der var opsat på ved
ypperlige Manddomsgjerninger at aftvætte den
Forsmædelse, Kongen havde tilføjet ham, for at det ikke
skulde hedde sig, at det, at han var bleven gift, havde gjort
det af med hans Tapperhed, stormede nu uden at ænse Faren
løs på Forhugningen for at komme over den, men Bønderne,
der stod oppe på den som på en Mur og forsvarede den,
gjennemborede hans Hoved med et Spyd, så han måtte lade
Livet. De andre, der prøvede på det samme, blev drevne
tilbage med Sten og Stager. Da Natten var ved at falde på,
gav Svend, som nu fortrød sit forhastede Angreb, Tegn til at
holde inde med Kampen og slog Lejr tæt ved Forhugningen
for næste Dag at tage Kampen op igjen med større Styrke og
bedre forberedt. Fjenderne benyttede sig imidlertid af Natten
til at tage Flugten, så om Morgenen var der ingen, der
gjorde ham Vejen stridig. Nu opgav Värendboerne Håbet om
at kunne modstå ham og underkastede sig. Da han nu så',
-675-