Page 678 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Nordmændene en sådan Gunst, også at gjøre Danskerne
noget til Behag. Han skrev da til Eskild og lovede ham en
ny Værdighed, der var større end den, han havde mistet, idet
han til Gjengjæld for det Tab, han havde lidt ved, at Norge
var blevet unddraget hans Overhøjhed, skulde blive Sveriges
Kirkefyrste. Eskild tog med Glæde imod dette Tilbud og bad
ivrig Kardinalen om at besøge ham, og da han kom, overgav
han Eskild Tegnene på den svenske Ærkebispeværdighed og
overlod til ham at give dem til den, Svearne og Gøterne blev
enige om at vælge, hvorhos han bestemte, at enhver, der for
Fremtiden valgtes til Ærkebiskop i Sverige, skulde modtage
det fra Pavehoffet sendte Skrud af Ærkebispen i Lund og
bestandig stå under hans Overhøjhed. Han lovede at skaffe
Pavehoffets Stadfæstelse af dette Tilsagn, og det faldt ham
let nok, thi da han kom tilbage til Rom, døde Pave Eugenius,
og han blev valgt til hans Eftermand, og som Kirkens
Overhoved stadfæstede han så, hvad han havde lovet i sin
Egenskab af Pavens Sendemand. Dette vandt Hævd hos
Efterkommerne, og lige til den Dag i Dag har man holdt sig
til, hvad der da blev bestemt. Da Nikolaus havde udrettet
dette, søgte han, inden han forlod Danmark, med romersk
Kløgt at få Svend, som stadig tænkte på at påføre
Svenskerne Krig, til at opgive sit Forsæt, idet han
forestillede ham, at Landet var vanskeligt at føre Krig i og
Folket fattigt, så der ingen Fordel var ved at sejre over det.
Det vilde blive ham et overmåde bekosteligt Krigstog, der
kun vilde give ringe Udbytte; inden han kunde komme til at
kæmpe med Fjenden, havde han de vældige, vilde Fjælde at
kriges med, og når han så endelig gik af med Sejren, var der
kun et ringe og uanseligt Bytte at vinde. Tilsidst, da han ikke
ved sine kloge Forestillinger kunde få Kongen til at opgive
sin tåbelige Stædighed, spottede han ham overmåde vittig
for hans Enfoldighed. Han sagde nemlig, at han bar sig ad
som Edderkoppen, der med Fare for sit Liv trak Trådene til
sit Væv ud af Indvoldene på sig selv og så ikke fangede
-672-