Page 683 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

unge Mennesker, som Karl havde optaget i sit Følge for
Frændskabs Skyld, blev af disse Umennesker, der ikke
havde Medlidenhed med deres unge År, under Hån og Spot
nøgne til Skindet tvungne ned under Isen på Niså, og der
fandt de deres Død og Grav. Således strandede dette store
Tog på nogle få Bønders Svig.
Nogen Tid efter rejste Almuen i Skåne sig imod
Høvidsmændene og stævnede væbnet til Ting i Arnedal.
Hver Gang Folkene i denne Landsdel nemlig fandt de
Byrder, der lagdes på dem, for tunge, satte de sig altid med
Magt til Modværge imod den Uret, de mente tilføjedes dem;
når Almuen dèr synes, at dens Åg bliver den for tungt, plejer
den således altid at gribe til Våben for at værne om sin
Frihed. Kongen var bange for, at disse Uroligheder skulde
udvikle sig til større Forstyrrelser i Riget, og for at få Bugt
med dem drog han derfor fra Sjælland over til Skåne og
indfandt sig i Tillid til den Krigsstyrke, han havde med, på
Bøndernes Ting. Selv mødte han våbenløs frem, men havde
nogle væbnede Ryttere med, for at det mere skulde se ud,
som om han var bange for, at der skulde ske ham Overlast,
end som om han havde i Sinde at indjage dem Skræk.
Almuen gjorde med Vilje Plads for ham, og da han var
kommen ind i Kredsen, overvældede de ham med en
Mangfoldighed af svære Kæremål og råbte og skreg således,
at han ikke kunde få Ørenlyd og komme til at forsvare sig.
Da han slog ud med Hånden for at påbyde Hoben Stilhed,
blev der kastet en Mængde Sten på ham, i den Grad var
Oprørernes Raseri flammet op til Hån og Foragt for hans
kongelige Værdighed. Så trådte Toke Signessøn, en Mand,
som udmærkede sig både ved ædel Byrd og ved
Veltalenhed, og som var en at Kongens bedste Venner, frem
midt iblandt Almuen, påbød Stilhed og fik ved sin myndige
Veltalenhed Folk til at holde op med deres uforstandige
-677-