Page 684 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Støjen, thi han lempede sin Tale således, at han
tilsyneladende med rene Ord gav Almuen Medhold, medens
han i Virkeligheden talte Høvdingernes Sag, uden at det dog
rigtig gik op for dem. Da Bønderne igjen var dragne hver til
sit, lod Kongen i sin Harme over den skammelige Tort, der
var bleven tilføjet ham, adskillige Landsbyer afbrænde og
hærjede næsten hele Skåne til Straf, fordi det havde gjort sig
skyldigt i Majestætsforbrydelse. Ophavsmændene til
Oprøret straffede han på Livet eller berøvede dem deres
Gods, idet han holdt for, at sådanne Urostiftere burde bøde
med Hovedet eller miste alt, hvad de ejede og havde. Heller
ikke Toke lod han gå Ram forbi, skjønt hans Veltalenhed
havde gjort ham så god Nytte og hjulpet ham til at undgå
Bøndernes Forbitrelse; han påstod nemlig, at det var ham,
der hemmelig havde ophidset Almuen imod ham. Således
skar han i sin Vrede, ophidset til det grummeste Raseri,
Fjender og Venner over én Kam.
Denne Svends Fremfærd i Skåne gav atter Knud Håb og
Mod til at vække ny Uroligheder, men særlig den
Endrægtighed, der var imellem Svend og Valdemar, afholdt
ham dog fra at vove Forsøget, thi han så' godt, at lige så
forhadt Svend var, lige så elsket var Valdemar, og at man bar
over med hans Ugjerninger for dennes Dyders Skyld. Knuds
Rådgivere mente også, at han burde se at få Valdemar til at
skille sig fra Svend, førend han yppede Krig med denne, og
at han burde søge at vinde Valdemars Venskab ved at give
sig i Svogerskab med ham. For at opnå det holdt de, hver
Gang de talte med Valdemar, med Vilje Lovtaler over Knuds
Halvsøster Sofia for hendes overvættes store Dejlighed.
Valdemar sagde, at Jomfruens Fattigdom var en Hindring
for, at han kunde ægte hende, thi hendes Fader var en
Russer, så der var slet ingen Godser, hun skulde arve i
Danmark. Skjønt han i sit stille Sind gav dem Ret, der vilde
-678-