han mente, at når han sagde, hvad sandt var, vilde Fjenderne
tro det modsatte. Imidlertid kom de kongelige Ryttere alt
efter som de var rappe og modige til, ud til Radulf og
sluttede sig sammen i en samlet Trop, som strax vilde have
angrebet Fjenden, hvis ikke Radulf i Betragtning af, at de
var så få, havde fundet det rådeligst at vente, til deres
Stalbrødre kom dem til Undsætning, så visse var disse
Mænd på Sejren, fordi de stadig havde haft Lykken med sig
i Krig. Venderne kaldte nu dem af deres Stalbrødre, der var
ude på Plyndring, tilbage for at slås, men så snart Radulf af
Støvskyen, der rejste sig, skjønnede, at Kongen var nær,
angreb han dem i Tillid til den Undsætning, der var
undervejs. Vendernes Fodfolk blev hugget ned og flygtede,
men deres Ryttere, som havde sluttet sig sammen i en samlet
Skare, gav sig først på Skrømt på Flugt, men da Kongen
truede dem i Ryggen, og de så', hvor få Ryttere han havde,
gjorde de omkring og jog ham på Flugt. Radulf holdt nu
inde med Blodbadet på Fodfolkene, angreb de vendiske
Ryttere med sine Folk og nødte dem til for Alvor at fly over
Hals og Hoved, men omsider opgav han at forfølge dem
yderligere, fordi deres Heste var så raske, sluttede sig til
Kongens Rytterskare og gav sig igjen til at hugge løs på
Fodfolkene. Så opsatte var de flygtende endnu på at plyndre,
at de, medens de rendte af Sted, flåede Huderne af Fårene,
de havde dræbt. Hvor må de Mennesker dog ikke have
været havesyge, eftersom de, medens de var stedte i den
yderste Fare og havde kastet deres Våben, ikke kunde
bekvemme sig til for at bjærge sig at give Slip på et usselt
Bytte, der blot hindrede dem i deres Flugt! Nogle få af dem
nåede ned til Strandbredden og svømmede ud til deres
Skibe, nogle, som alt for hidsige søgte Frelse i Flugten,
rendte blinde af Rædsel ud i Vandet og druknede i Massevis,
så det Liv, de var så opsatte på at bjærge for Fjendernes
Våben, måtte de lade i Havets Bølger. Imidlertid søgte de
vendiske Ryttere, idet de sprængte frem som fra et Baghold,
-682-