Page 686 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde sat sammen, og som med Forsæt var uden
Underskrift; det, sagde han, havde han fået fra sine Venner,
og deri stod, at han og Knud havde sluttet Forbund med
Sverker. Skjønt Valdemar ellers var alt andet end let til at
blive vred, blev han over al Måde opbragt over dette
løgnagtige Påfund og betænkte sig ikke på at give sit Hjærte
Luft og skjælde Kongen Huden fuld. Beskyldningen for
Troløshed gav han ham igjen og brød sig ikke længer om at
forsvare sig, men blot om at give ham onde Ord; de
udmærkede Bedrifter, han havde udført, og de
Besværligheder, han havde påtaget sig for ham, blev han nu
lønnet for med Løgn og Sladder, sagde han. Kongen blev så
forbitret over det Frisprog, han førte, at han vilde have ladet
ham gribe, hvis hans Hirdmænd ikke havde undslået sig
derfor, thi de holdt meget mere af ham end af Kongen.
Senere kærede Valdemar i Jylland over den Tort, Svend
havde gjort ham, og skaffede ham derved mange Fjender på
Halsen. Han sejlede sammen med Knud over til Sjælland
med hele den jydske Flåde, ikke fordi det var hans Agt at
påføre Kongen Krig, men for ved nye Bestemmelser bedre
at sikre sig imod Troløshed fra ham for Fremtiden. Svend
mødte dem med et Følge af væbnede Mænd ved Sundby, en
Landsby, der ligger ved Havet, og her forhandlede de hele
Dagen. Omsider kom de til Enighed, og ved Sengetid vendte
Kongen tilbage til Roskilde.
Imidlertid kom der Tidende om, at Venderne var komne til
det østlige Sjælland med en usædvanlig stor Flåde. Da de
allerede tidligere havde hærjet alle Markerne, gik de alle de
Steder forbi, hvor der intet Bytte var at få, og agtede at
overrumple Roskilde. De undlod at stikke Ild på Husene, for
at Røgen ikke skulde røbe dem. De var i sig selv dristige
nok, og nu havde de oven i Kjøbet af deres Spejdere hørt, at
alt var stille i Byen, og at Kongen var langt borte. Da de
-680-