havde fået den Besked, lod de altså Markerne i Fred og
skyndte sig af alle Kræfter ad Byen til, ja nogle af dem, som
havde raskere Heste end de andre, var allerede nået ind til
Forstaden og var tæt ved Byens Porte. Kongen, som sov
fast, fordi han havde våget en Del af Natten, fik så sent Bud
om den Fare, der var på Færde, at der ikke var Tid nok til at
træffe Forberedelser til at afværge den. Den første af
Danskerne, der kom i Kast med Fjenden, fordi han havde en
overmåde rask Hest, var en meget dygtig Rytter, der hed
Radulf. Da han var ene, måtte han betjene sig af sin
Færdighed, idet han snart undgik Fjenderne og snart satte
efter dem. Hver Gang han kom ind på udyrket Jord, havde
han vanskeligere ved at komme af Sted på Grund af sin
tunge Rustning, medens Venderne, som ingen Rustning
havde, frit kunde tumle deres rappe Heste. Da han mærkede
det, besluttede han mere at stole på sin Hests Kræfter end på
dens Hurtighed og begyndte derfor med Forsæt at ride ind
på de dyrkede Marker, hvor Vendernes Heste, der ikke var
synderlig stærke, ikke kunde hamle op med hans i at bane
sig Vej gjennem Kornet. Idet han altså magede det så, at det
ikke længer kom an på Hestenes Behændighed, men på
deres Styrke, kunde hans Forfølgere ikke indhente ham, thi
det tætte Korn hindrede mere deres svagere end hans
kraftige Dyr i at løbe. Da de spurgte ham, hvem han var,
svarede han, at han var Kjøbmand, og da de videre spurgte,
hvilke Varer han førte, svarede han, at han handlede med
Våben, som han plejede at tuske bort for Heste, og at han
havde fået den, han red på, på den Måde. Da de fremdeles
spurgte, om Kongen var i Roskilde, svarede han Ja, og da de
sagde, at han jo nylig var draget af Byen for at tale med sine
Frænder, sagde han, at han ganske vist var draget af Byen,
men var kommen tilbage, men det troede de ikke var sandt,
fordi det ikke stemte med, hvad deres Spejdere havde sagt.
Grunden til, at Radulf holdt det for rigtigst at sige
Sandheden angående Kongens Opholdssted, var netop, at
-681-