Page 685 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

overtale ham til at gifte sig med Pigen, lod han, som om han
lagde mere Vægt på hendes Fattigdom end på hendes
Skjønhed. Da Knud imidlertid lovede at give hende en
Tredjedel af hele sin Fædrenearv i Medgift, trolovede han
sig med hende og overdrog en gift Kvinde ved Navn Bodil
at tage sig af hendes Opdragelse, indtil hun blev
mandvoxen. Som Følge heraf blev Frændskabet imellem
dem, som de så længe ikke havde ænset, og som havde
været brudt af ulykkesvangert Had, bragt på Fode igjen med
så stor Oprigtighed, at ingen Skygge af det gamle
Fjendskab, de selv eller deres Fædre havde næret til
hinanden, formørkede det ny Venskab. Men jo oprigtigere
dette blev, des mistænkeligere fandt Kongen det. Han
passede i Stilhed på dem, men turde ikke åbenlyst lægge sig
ud med dem, fordi han indså, at største Delen af hans Magt
var gået bort fra ham med Valdemar, på hvis Lykke han ikke
havde taget i Betænkning at støtte sin egen. Uagtet han
derfor nærede Mistro til dem begge, lagde han Skjul derpå
for ikke at røbe det Had, han bar på. De mærkede godt, at
Kongen forstilte sig over for dem, og begjærede derfor
Orlov for, som de sagde, at se til deres Godser i Sverige, og
da de havde fået den, drog de over til Kong Sverker dèr,
men i Virkeligheden var Knuds Ærind, at han vilde bejle til
Sverkers Datter. Sverker tog så venlig imod dem, at han i
Håb om det tilkommende Svogerskab tilbød at gjøre dem til
sine Arvinger med Forbigåelse af sine egne Børn, hvad
enten det nu var hans Sønners Uduelighed eller den
udmærkede Bejlers høje Byrd, der drev ham dertil. Da de
kom tilbage til Danmark, viste Kongen dem endnu mere
Uvilje, fordi de havde sluttet Venskab med hans Fjende.
Knud drog til Jylland og Valdemar til Ringsted, men Svend
fulgte over Hals og Hoved efter ham did, og da han havde
truffet ham, overfusede han ham længe med Skjældsord og
Bebrejdelser for Troloshed og Forræderi. Da Valdemar
nægtede sig skyldig, kom han frem med et Brev, han selv
-679-