ved Overrumpling at fravriste Kongen Sejren, så Danskerne,
der troede, at Kampen var til Ende, måtte til at slås igjen.
Deres Tapperhed fik Bugt med Venderne, som over Hals og
Hoved gav sig på Flugt og var så ivrige efter at komme i
Sikkerhed for Fjendernes Sværd, at de i kvindagtig Angst
med deres Heste satte ud over en Klint og omkom, så de
med lemlæstede Legemer måtte lade Livet imellem Stenene,
medens de ikke havde haft Mod nok til at vove det i
Kampen. Så stort var Blodbadet, Danskerne havde anrettet,
at der knapt var Folk nok til at ro Skibene bort.
På den Tid stod, som Følge af, at Sørøveriet havde taget så
stærkt Overhånd, alle Landsbyer i den østlige Del af Jylland
forladte, fra Vendsyssel helt ned til Ejderen, og Markerne lå
udyrkede hen. Den østlige og sydlige Del af Sjælland lå
også gold og øde hen, thi Bønder var der ingen af, og
Sørøverne holdt til dèr, som om de var hjemme. På Fyn var
der også kun få Indbyggere tilbage. Falstringerne, hvis
Tapperhed er større end deres Land, bødede ved Kjækhed på
Landets Lidenhed, thi de vilde ikke vide af at betale Fjenden
Skat, men holdt ham borte med det gode eller med Magt.
Låland, som dog er større end Falster, skaffede sig derimod
Fred ved at betale for den. Resten af Øerne lå øde hen. Man
stolede hverken på Våben eller Byer, men spærrede Bugter
og Vige med lange Pæle og Bomme, for at Sørøverne ikke
skulde kunne lægge derind. Da Kongen nu skjønnede, at det
gik ned ad Bakke med Riget, og at det allerede næsten var
ødelagt, men at han ikke med egne Kræfter mægtede at
forsvare det imod Sørøverne, mente han, at det klogeste, han
kunde gjøre, var for Penge at kjøbe sig Hjælp imod
Venderne af Hertug Henrik, som på den Tid var overmåde
mægtig. Han lovede ham tre Tusind Mark Sølv som Løn for
hans Hjælp og skaffede Pengene til Veje ved en offentlig
Indsamling. Da Henrik, hvis Venskab ikke var så nyttigt
-683-
1...,679,680,681,682,683,684,685,686,687,688 690,691,692,693,694,695,696,697,698,699,...976