Page 691 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ikke havde skånet sig, men fået svære Sår, og at han
bestandig havde haft den største Andel i de Sejre, Kongen
havde vundet, og nu, klagede han, blev han til Tak for sine
store og gode Gjerninger lønnet med Svig og Falskhed. Han
lovede ikke desto mindre at følge med ham, men det skulde
han vide, sagde han, at hvis han fik sit svigefulde Anslag
udført, var det sin Ondskab og ikke sin Kløgt, han kunde
takke derfor. Svend søgte at fjærne hans Mistanke ved i
højeste Grad at forstille sig, thi selv så stor en Troskab
kunde ikke få ham til at opgive sit troløse Forsæt. Det stod
uigjenkaldelig fast for ham, at han vilde bringe det til
Udførelse, og således kom han til Stade, hvor han gjæstede
Ærkebiskop Hartvig af Bremen. Han bad denne om at give
ham en Mand med, der kunde vise ham Vej på Resten af
Rejsen, men det vilde Ærkebispen ikke, og han fik derfor
Valdemar, som han vidste var hans meget gode Ven, til at
bede ham derom. Ærkebispen kaldte nu Valdemar afsides og
åbenbarede ham, hvad Kongen pønsede på; han havde med
velberåd Hu sagt Nej til hans Anmodning, fordi han
skjønnede, at det vilde blive til Valdemars Skade, om han
opfyldte den. For at det imidlertid skulde se ud, som om han
gjærne vilde tjene Kongen, lod han, som om det ikke stod i
hans Magt, men opfordrede ham til at henvende sig om
Ledsagelse til Henrik, som både var mægtigere og højere på
Strå end han, så skulde de alle tre, han selv og Svend og
Valdemar, sende Bud til ham og anmode ham derom. Da
Henrik havde hørt, hvad Sendemændene havde at
forebringe, skjønnede han, at Kongen pønsede på Svig, og
vilde redde Valdemar, hvorfor han svarede, at det ingen
Nytte var til, at Svend bad ham om, hvad han lettere kunde
opnå ved at henvende sig til sin Svigerfader. Derpå tog han
Valdemars Sendemand til Side og fortalte ham, hvor stor
Fortræd det kunde volde hans Herre, om han opfyldte hans
Begjæring, og at han. hvis han ikke vendte om, vilde
udsætte sig for det værste, når han kom til Konrad. Svends
-685-