Da Knud i Sverige fik Bud om, hvad der var på Færde,
begav han sig med et udsøgt Følge til Sjælland og vilde
uopholdelig give sig på Vej til Jylland. Da han imidlertid af
et vældigt Stormvejr blev forhindret i at sejle derover,
udspredte Soldaterne, som var kjede af at vente, et Rygte
om, at Valdemar havde sluttet Fred med Fjenden, hvilket de
foregav nylig at have hørt af en Bonde. Da dette falske
Rygte kom Knud for Øre, bebrejdede han dem, at de kunde
være utaknemlige nok til at tale så utilbørlig om den Mand,
der vovede sit eget Liv ved at gå imod den Fare, der truede
dem alle, og opfordrede dem til, hvis de ikke vilde lovprise
Valdemar, som han havde fortjent, i alt Fald at holde deres
Tunger så meget i Tømme, at de ikke kom med uværdige
Bagvaskelser imod ham. Esbern, Skjalm Hvides Sønnesøn,
som var Valdemars såre gode Ven, fordi de i deres Barndom
var bleven opfostrede sammen, bød sig ene til at sejle over
og skaffe Knud Besked om, hvorlunde Sagerne stod i
Jylland, og han kom lykkelig og vel fra denne dristige og
farefulde Rejse, på hvilken han måtte ro sig frem i stadig
Kamp med de rasende Elementer. Imidlertid fik Sachserne
Kundskab om, at hele Jyllands Stridsmagt havde samlet sig
om Valdemar, og at Fjenden var så talrig, at de ikke kunde
tage en Kamp op med ham uden at udsætte sig for Fare og
Nederlag. I sin Forfærdelse over dette Rygte begyndte
Hertugen ligesom for Spøg at udfritte Henrik om, hvor hans
Småkonge var, eftersom han vidste, at der som Følge af
Svogerskabet var stort Venskab imellem ham og Valdemar.
Henrik svarede, at han tænkte på at skjule sig i Ørkener og
deslige Steder. Da Hertugen mærkede, at han drev Gjæk
med ham, lod han sin forstilt skjemtefulde Måde at spørge
på fare og bad ham alvorlig og indtrængende om at sige,
hvad han vidste. Da han ikke vilde til det og stadig tav med,
hvad der var blevet ham betroet, besvor han ham ved den
Troskab, han var det romerske Rige skyldig, at komme det
Anslag, han vidste, Fjenden pønsede på, i Forkjøbet ved at
-693-