Page 700 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

røbe det og ikke fortie, hvad der kunde blive hans
Landsmænd til Fortræd, og den Opfordring kunde Henrik
ikke modstå. Han sagde da, at det var sandt, hvad Rygtet
havde fortalt; der forestod et Slag, som de aldrig før havde
oplevet Mage til, og som de, der slap levende fra det,
bestandig vilde mindes og fortælle om. Denne Henriks
Meddelelse indjog alle den største Skræk, men da de spurgte
ham, om de skulde oppebie Fjenden, opmuntrede han dem
alle til modig at tage imod Slaget, og således delte han sin
Troskab imellem sin Vens Bønner og Hertugens Befaling,
idet han hverken tilsidesatte Hensynet til, hvad hin havde
bedt ham om, eller fortav, hvad der angik dennes Velfærd.
Så stor var imidlertid alles Frygt, at de forkastede hans Råd,
og Krigsfolkene, der var opsatte på at vende om, benyttede
Årstiden som Påskud. De sagde nemlig, at da Foråret
stundede til, var de nødt til at drage hjem, da der vilde blive
knap Tid på Fisk, så de ikke kunde holde Fasten, som de
burde. Men at det, de således anførte, Mangel på de
nødvendige Levnedsmidler, kun var et Påskud, hvorved de
besmykkede deres Fejghed med Religionens Navn, kom
åbenlyst for Dagen ved den Måde, hvorpå de drog bort, thi
den Vej, de havde været et halvt År om, da de kom,
tilbagelagde de nu i tre Dage, og de efterlod sig i deres
overvættes Iver efter at komme hurtig af Sted en Mængde
Tros og andet, der kunde sinke dem. Samtidig vendte Esbern
tilbage og friede ved det sikre Budskab om, hvorlunde
Sagerne stod, Knud fra den store Tvivlrådighed og
Bekymring, hvori han havde været stedt. Kort efter
anrettede Venderne så stort et Mandefald på Fyn, at denne
Landsdel, hvis den havde lidt sådant et Nederlag til, vilde
være kommen til at ligge helt udyrket hen og ikke blot være
bleven hårdt medtagen, men fuldstændig ødelagt.
Svend lod sig imidlertid ikke nøje med én Gang at have
-694-