om dog ikke at give tabt, før han havde holdt Slag, og
lovede ham Sejr, hvis han vendte om. De sagde derhos, at
han burde vide, at de var Krigere, som tit med en lille Skare
havde overvundet store fjendtlige Hære, og at han ikke
burde være bange, fordi de kun var få, eftersom han så
mange Gange havde set dem sejre. Det vildee også være den
største Skam og Skjændsel at give sig på Flugt, før end de
havde kæmpet, og frivillig overlade Sejren til en Fjende, de
kunde overvinde, og hvis Styrke ikke så meget beroede på
hans egne Kræfter som på, at andre var bange for dem. De
lagde ham derhos på Sinde, at han ikke fra at have været en
tapper Konge måtte blive til en fejg Rømningsmand, der
forlod sine Folk, og at han ikke med én Flugts Vanære måtte
sætte en Plet på alle sine mange Sejre. Da de ikke kunde få
ham til at opgive sit faste Forsæt, overvældede de ham med
bitre Smædeord, nøjedes ikke med at bebrejde ham hans
skammelige Flugt, men føjede Forbandelser til Forhånelsen.
Derpå opmuntrede de hverandre og besluttede at byde
Fjenden Slag, de mente nemlig, at når Fjenden i sin Iver
efter at forfølge dem stormede frem i spredte Flokke og
uden Orden, vilde det være en let Sag for få at få Bugt med
de enkelte som Følge af Forfølgelsen adskilte Hobe. Våben
og Heste havde de desuden nok af, og det kunde ingen
Skade gjøre så mange Mænd, at én fejg Høvidsmand var
løbet sin Vej. Således opflammede de hinandens Mod og
brændte af Begjærlighed efter ved Krigermod at aftvætte
den Vanære, Kongen så skammelig havde påført dem. De
biede længe på Fjenden uden at se noget til ham, thi Jyderne
troede, at Svends Tilbagetog var en Krigslist, og holdt det
derfor af Frygt for Baghold for rådeligst at rykke langsomt
frem. Omsider opfordrede Peder dem til at opløse Hæren og
se at frelse sig hjem hver til sit, thi det var overmåde
tåbeligt, sagde han, at holde Slag, når man ingen Høvding
havde. Sjællænderne, som jo selv var hjemme, forsynede da
de andre med Vejvisere og Levnedsmidler, og alle de mange
-690-