Page 698 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

for, at de var for fåtallige, flygtet op i Nørrejylland, der var
folkerigere, men under Skin af Flugt belavede de sig på at
tage Kampen op, og de, som tidligere havde lovet Svend
Hjælp, vilde ingen Bistand yde ham, da han kom med
fremmede Krigsfolk, for at de ikke skulde få Ord for at have
hjulpet en udenlandsk Krigsmagt imod deres Fædreland.
Omtrent ved denne Tid blev Kong Sverker en Nat, da han lå
og sov, dræbt af sin Kammersvend. Denne Forbrydelse
straffede Himlen lige så hurtig som retfærdig, thi kort efter
måtte Magnus, som af lønlig Attrå efter at blive Konge
havde fået Svenden til at begå dette Mord, bøde med Livet
for sin skjændige Underfundighed; han faldt nemlig i et
Slag, han holdt med Sverkers Søn Karl, som han også var
opsat på at skille ved Kronen, efter at han først havde
berøvet ham hans Fader. Knud blev nu nødt til at drage til
Højsverige for at trøste sin Moder. Imidlertid begav
Valdemar, som på Sjælland havde fået Tidende om den
Forstyrrelse, Tyskerne anrettede i Jylland, sig skyndsomst
derover, men lod sin jævnaldrende og Diebroder Absalon
vende tilbage med Pålæg om at få Knud til at skynde sig
over til ham, så snart han kom tilbage fra Sverige. Så meget
havde det at have ham iblandt sig at sige for Jyderne, at de
tapre blev endnu taprere, og at de fejge og sløve fik Mod til
at gribe til Våben for Fædrelandet. Han sendte hemmelig
Bud til en fornem Sachser ved Navn Henrik, som han alt for
nogen Tid siden var kommen i Svogerskab med, idet Henrik
havde fået en Frænke af ham til Ægte, og bad ham
indstændig for gammelt Venskabs Skyld om at egge sine
Stalbrødre til at rykke frem og på enhver mulig Måde søge
at få Hertugen til at lade være at drage hjem, da han snart
vilde gå imod ham med sin Hær. Så stor Tillid indgjød såvel
hans Krigsfolks Mængde som deres Ivrighed ham.
-692-