Page 697 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Mennesker nåede lykkelig og vel hjem. De fleste af dem gik
siden over til Knud og Valdemar og skaffede sig derved
Fred, thi de svor Kongerne Huldskab og Troskab og søgte
ved Lydighed at vinde deres Gunst. Ulv og Thorbjørn
udmærkede sig derimod ved deres Troskab imod Svend; de
anså det for en Skam at opnå Tilgivelse på den Måde og
blev grebne i deres Hus og sendt i Fangenskab til Kong
Sverker, thi de vilde hellere således leve i Udlændighed end
underkaste sig Fjenden; så herlig var deres Standhaftighed,
at de anså det for en større Ære at bære Lænker end at kjøbe
sig Friheden ved Frafald.
Efter at Svend havde tilbragt tre År i Landflygtighed hos sin
Svigerfader, døde denne, og han stillede da Sachsernes
Hertug Henrik Gisler og lovede ham en stor Sum Penge,
hvis han kunde hjælpe ham til Riget igjen. Hertugen gik ind
derpå for den tilbudne Betaling, rykkede op til Danevirke
med en stor Hær, slap igjennem ved at bestikke
Portvogteren og belejrede derpå Slesvig, som han
brandskattede. Ærkebiskop Hartvig af Bremen, der næst
efter Henrik var Mester for dette Tog, sagde ved den
Lejlighed, at han, som havde åbnet Porten for dem, havde
fortjent at hænges med Pengene, han havde fået derfor, ved
Siden af sig, for at andre kunde skræmmes fra at begå en
sådan Ugjerning, når de så' Forræderen og den Betaling, han
havde fået for sit Forræderi, hænge i den samme Strikke.
Dèr plyndrede Svend en udenlandsk Flåde og tog en
Mængde russiske Varer, som han gav Krigsfolkene som
Sold, hvorved han ikke blot for Fremtiden holdt de mange
Udlændinge borte, men også bevirkede, at den prægtige
Kjøbing sank ned til en lille, uanselig Landsby. Sachserne
drog uden at møde nogen Modstand igjennem det af
Indbyggerne forladte Land, og jo længere de rykkedc frem,
des tøjlesløsere blev de. Sønderjyderne var nemlig af Frygt
-691-