som let til Fals, havde fået Pengene, viste han sig imidlertid
kun lidet ordholdende med Hensyn til, hvad han havde
lovet, hvad enten det nu var, fordi han ikke vilde, eller fordi
han ikke kunde. Således opnåede Kongen ikke Fred, men
føjede, medens han søgte at sørge for Landets Tarv, blot
Vanære til den Elendighed, det var stedt i. Herover
harmedes Landsens Almue endnu stærkere på ham, idet de
holdt for, at det var en Skam at søge Fred ved at kjøbe sig
den til i Steden for at skaffe sig den med Våbenmagt, og at
hele Landet var blevet holdt for Nar ved den Fejl, Kongen
havde begået.
Da Svend nu mistvivlede om at kunne afhjælpe Ulykken,
opgav han at afværge de Farer, der truede fra Sørøverne, og
gav sig i Steden derfor til at lægge Vind på at sikre sig imod
Landets egne Børn. Hans Mistanke vågnede på ny, og han
pønsede på at overrumple Valdemar i den Tanke, at når han
fik skilt sig af med den ene af dem, der voldte ham så meget
Besvær, vilde han lettere kunne tage det op med den anden.
Da han mente, at han lettere kunde udføre sit Forsæt med
List end med Magt, gav han sig på Rejse til sin Svigerfader
Konrad under Påskud af, at han vilde kræve sin Hustrus
Medgift, og blandt dem, han valgte til at ledsage sig, var
også Valdemar, dels fordi han ikke fandt det sikkert at lade
ham blive hjemme, og dels fordi han vilde, at Konrad skulde
holde ham i Fængsel. Valdemar, som fra adskillige af sine
Venner havde fået Breve om den Svig, Kongen pønsede på,
bebrejdede ham, da han kom til Slesvig, med rene Ord hans
Troløshed og mindede ham derhos om, hvor tro og tappert
han havde tjent ham. Da Kongen nægtede at have ondt i
Sinde imod ham, viste han ham Brevene, han havde
modtaget, men Underskrifterne havde han skåret af. Han
bad ham dernæst huske på, at de ypperste af hans
Krigsmænd havde han skaffet ham, at han for hans Skyld
-684-