Page 695 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ikke havde kunnet gjøre sig Håb om, at Valdemar vilde
spare hans Hus og Hjem, fordi han var hans Frillesøns
Fosterfader, men hvis de overlod Fjenden Landet, vilde de
andre Folks Gods ikke være sikkert, da de jo ikke stod i
noget særligt Venskabsforhold til Valdemar. Således kastede
han Vrag på Peders Råd, fulgte sit eget Hoved og besluttede
at bie på Fjenden i Roskilde. Da der blev knap Tid på
Levnedsmidler, solgte han adskillige af de kongelige Godser
for at skaffe Føde til sine Folk. Da det omsider, efter at han
havde brugt Pengene for mange Godser, så ud til, at han
vilde blive nødt til at lade sin Hær gå fra hinanden, fordi den
kostede ham alt for meget, fandt Eskild, som forudså et
almindeligt Frafald, på en List, hvorved han vendte den
truende Fare til sin Fordel. Han betingede sig nemlig først i
al Hemmelighed hos Fjenderne en stor Sum Penge som Løn
for, at han faldt fra Svend, og strax efter gik han med
Skåningerne til Kongen og klagede over, at det var så knapt
med Levnedsmidler, bad ham sende dem bort, som han ikke
kunde underholde, så meget mere som de jo vilde komme til
at forsynde sig imod Frændskab og Venskab, når de skulde
slås med dem af deres Landsmænd og pårørende, Fjenden
vilde stille i Marken imod dem. Efter at have sagt dette
forlod han, som om han derved havde givet en skjellig
Grund for sit Frafald, Kongeborgen med de skånske
Krigsfolk. Kongen sagde, at han havde fortjent at bøde med
sit Hoved for sit Frafald, men hans Rådgivere fik dog ved
deres forstandige Forestillinger Bugt med hans rasende
Forbitrelse, idet de foreholdt ham, at det ikke gik an at
begynde den forestående Krig med en Forbrydelse og
Helligbrøde. Da allerede største Delen af Hæren nu var
rømt, pønsede Kongen på Flugt og begav sig i stor Hast på
Vejen ad Falster til med Resten af Krigsfolkene, uden at selv
hans Rådgivere havde nogen Anelse om, hvad hans Mening
var med at fjærne sig så langt fra Byen. Da det gik op for
Krigsfolkene, at det var Flugt, han tænkte på, bad de ham
-689-