opdaget, sendte han Bud til dem, at han var kommen for at
tale med dem og ikke for at angribe dem, så de måtte
endelig opgive deres ugrundede Mistanke. Da de i Forvejen
havde fået Nys om hans Svig, idet de havde ladet udspejde,
hvad han havde i Sinde imod dem. og ikke længer stolede på
hans Løfter, fik de imidlertid Jyderne til at kåre dem til
Konger. Kongen samlede nu sine Krigsfolk på Slottet i
Odense, hvor han just på den Tid opholdt sig, og gav sig til
nøje at spørge dem ud, snart enkeltvis, snart alle på én Gang,
om hvad Troskab han kunde vente sig af dem i den Krig, der
nu var for Hånden. Skjønt de ivrig svarede, at han kunde
stole på dem, vilde han ikke lade sig nøje med et slet og ret
Løfte, men forlangte, at de skulde bekræfte det med Ed. Da
de skulde til at nyde Sakramentet, gik Sune, hvad enten det
nu var den Kjærlighed, han fra gammel Tid af nærede til
Valdemar, eller Harme over den Uret, han selv havde lidt,
der drev ham, ene ud af Slottet. Der blev sendt Folk ud efter
ham for at kalde ham tilbage, og de spurgte, hvorfor han så
pludselig gik sin Vej. Da han blev opfordret til at vende om,
beklagede han sig over, at hans Fædrenegård var bleven
taget fra ham. Kongen lovede, at han skulde få den tilbage,
men Sune svarede, at den Retfærdighed kom sent, og at han
ikke nu, da Lykken gik Kongen imod, vilde tage imod, hvad
han havde sveget ham for, da Lykken var med ham. Derfor
betænkte han sig da ikke på ene at gå over til det stærkeste
Parti og efter en fornuftig Beslutning at falde fra den Konge,
der havde forurettet ham. Han havde derfor god og gyldig
Grund til sit Frafald og søgte strax til Valdemar, til hvem
han var knyttet med Venskabs Bånd fra sin Faders og
Farfaders Dage.
Da Svend, efter at hans Folk havde svoret ham Troskab, var
vendt tilbage til Sjælland, blev han snart angrebet af sine
Medbejlere med den jydske Flåde. Han opholdt sig da i
-687-
1...,683,684,685,686,687,688,689,690,691,692 694,695,696,697,698,699,700,701,702,703,...976