Page 703 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sagde: "Du prøver forgjæves på at forstyrre Enigheden
imellem Knud og mig; han har ingen Del i sin Faders Brøde,
og han har for længst givet mig fuld Mandebod for den. Når
jeg ikke længere har kunnet få mig til at tjene under dig,
skal du ikke søge Grunden dertil i Ustadighed hos mig, men
i din egen Troløshed. Havde du ikke, da jeg fulgte dig på din
Rejse, sat dig for, at din Svigerfader skulde kaste mig i
Fængsel og dræbe mig? Jeg var bleven lagt i Lænker og
havde været Dødsens, hvis hans Retsindighed ikke havde
gjort din Falskhed til Skamme. Hvor mange Gange har du
ikke med Lumskhed og Svig stræbt mig og Knud efter
Livet? Hvordan skulde du kunne finde dig i at have dem til
Ligemænd, som du ikke har kunnet tåle at have i din
Tjeneste? Men for at man ikke skal lægge mig til Last, at jeg
vender en Frænde Ryggen, vil jeg nu alligevel forsøge at
hjælpe dine Sager på Fode igjen, skjønt jeg udsætter mit Liv
for Fare derved, men jeg gjør det ikke, fordi jeg stoler på dit
Løfte, men af Medynk med din Vanskæbne. Hvis du lønner
denne min Godhed med Falskhed og Svig, skal du ikke
bilde dig ind, at du har besnæret min Enfoldighed med dine
Kunster, sig så hellere, at det er vor Ærlighed og
Ædelmodighed, der har ledet os i Fare". Nu forsikrede
Svend med falske og hykleriske Ord, at han ikke pønsede på
Svig, og lovede ærlig og redelig at søge deres Venskab, så
meget mere, som han ikke havde nødig at sørge hverken for
sit eget eller sine Børns Tarv. Selv var han nemlig så syg,
sagde han, at han næppe kunde have et År igjen at leve i, og
han havde ingen Sønner, som han burde søge at skaffe
Riget. Hvad andet end Synd og Skam skulde han altså
kunne få ud af at handle troløst? Han vilde derfor hellere
finde sig i sin Skæbne, hvor bedrøvelig den end blev, end
pådrage sig et forsmædeligt Rygte, bedække sit Minde med
Skam og Skjændsel i Alverdens Øjne og betale en stakket
Stund på Tronen med evig Vanære.
-697-