Dele, af hvilke den ene var Jylland, som både var stort og
havde en til sin Størrelse svarende Folkemængde, Sjælland
og Fyn den anden og Skåne med tilhørende Landsdele den
tredje. Som den, der havde foretaget Delingen, havde han
Ret til at vælge først, og han valgte da Jylland og gav
derefter Svend Lov til at vælge. For ikke at blive klemt inde
imellem sine to Medbejlere valgte Svend Skåne, og Øerne,
som de andre havde forbigået ved deres Valg, tilfaldt altså
Knud. Den sluttede Overenskomst bekræftedes med Ed, for
at Frygt for at krænke Religionen kunde afholde dem fra
Svig, og med opløftede Hænder kaldte de Skaberen til Vidne
og lod sig ikke nøje med at stadfæste deres Pagt med
menneskelige Vidnesbyrd, men skjød Sagen ind under Gud
og nedbad hans Hævn over den, som blev mensvoren.
Bisperne gav også deres Ord med i Laget og truede dem,
som brød Forliget, med Kirkens Band. Derhos blev det
vedtaget, at de strax skulde meddele hinanden, når nogen
satte ondt for nogen af dem, for at Venskabet og
Endrægtigheden imellem dem ikke skulde forspildes ved
hemmelig Bagvaskelse.
Da de var komne overens om alt dette, drog Knud i Følge
med Valdemar i Forvejen til Sjælland, som var tilfaldet ham,
for at rede til Gjæstebud for Svend, som havde lovet snart at
følge efter. Da han Dagen efter fik at vide, at Svend var
kommen til Ringsted, drog han ham i god Tro i Møde, men
da han undervejs mødte Provsten i Ringsted, som fulgtes
med den tyske Ridder Radulf, og de fortalte ham, at det var
blevet meldt Svend, at han kom med et talrigt Følge af
væbnede Mænd, fattede han Mistanke og besluttede at tage
sig i Agt, hvorfor han opgav sit Forsæt at drage Svend i
Møde, da han tog det, han havde hørt, som et Vidnesbyrd
om, at han pønsede på Svig, og begav sig i Stedet for til
Landstinget, som just holdtes den Dag under stort Tilløb af
-699-