Page 706 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Almuen. Valdemar, hvis Troskyldighed var større end hans
Mistænksomhed, blev i Tillid til den sluttede Overenskomst
ved sit Forsæt og drog til Svend, hvorved han lagde mere
Bestandighed end Forsigtighed for Dagen. Der stod en Hob
af Kongens Krigsfolk opstillede fuldt rustede og med Pålæg
om at dræbe Knud og Valdemar, i Fald de indfandt sig der
begge to, men da Svend så', at den ene af dem holdt sig
borte, kaldte han Krigsfolkene tilbage og modtog Valdemar
med mange fagre Ord. Da Valdemar spurgte ham, hvorfor
han havde væbnede Mænd om sig, skjønt der ingen Fare var
på Færde, fortalte han ham, hvad Rygtet havde meldt, og da
så Valdemar overøste ham med Bebrejdelser for hans
Troløshed, skjulte han sit Anslag og forstod at give det
Udseende af, at han var langt fra at tænke på sligt. Derpå
drog han efter Knuds Indbydelse til Roskilde for at deltage i
et Gjæstebud dèr, hvor Knud var Vært. Han tilbragte Natten
dèr med Svir og Lystighed, og ved Daggry begav han sig
med et lidet Følge ud til Thorberns Gård ikke langt fra
Byen, som om han var opsat på at se til sin lille Datter, der
blev opfostret dèr. Der fortælles, at Thorberns Hustru skal
have sagt, at det undrede hende, at han kunde finde sig i at
nøjes med en Tredjedel af det Rige, han havde haft helt og
holdent, og disse hånlige Ord eggede så på det stærkeste
Svend til at begå sin Udåd. Hen ad Aften kom der nogle
Folk, som Knud havde sendt ud for at hente ham hjem til
Nadveren. Thorbern tog overordentlig venskabelig imod
dem, og da de spurgte, hvorfor Kongen lod vente så længe
på sig, svarede han, at Grunden var, at han havde fået
Hovedværk af Osen og Dampen i Badstuen. Svend selv
undskyldte sig derimod for, at han havde tøvet så længe,
med, at han havde fornøjet sig så meget over sin lille Datters
barnlige Sødhed. Disse modstridende Forklaringer var strax
Knuds Sendemænd påfaldende. Da han efter deres
Opfordring var vendt tilbage til Byen, blev der, som for at
hædre ham som den ældste, anvist ham Plads imellem de to
-700-