Page 707 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

andre Konger. Da Bordene efter Måltidet var bleven tagne
bort, og Gildelystigheden steg, alt som Bægrene gik flittig
rundt i Laget, bad Svend om et Brætspil og gjorde sig til af,
at det Spil var han overmåde dygtig i, thi under hans
Udlændighed havde det plejet at være hans største
Fornøjelse. Disse Ord lød vel som Praleri, men i
Virkeligheden indeholdt de jo imidlertid en bitter Erindring
om, hvad han havde gået igjennem. Spillet blev der
imidlertid ikke noget af, da der ikke var noget Tavlbord at
opdrive. Så gav en tysk Sanger sig blandt andet til at kvæde
om Svends Flugt og Landflygtighed og gav ham i sin Sang
adskillige Skoser og Hånsord. Da Gjæsterne satte ham
skarpt i Rette herfor, skjulte Svend sin Ærgrelse og bød ham
blive ved og tage Bladet endnu mere fra Munden angående
hans Gjenvordigheder, det var ham en stor Fornøjelse at
mindes sine Ulykker, nu de var overståede, sagde han. Da
Tusmørket faldt på, og der som sædvanlig blev bragt Kjerter
ind, kom en af Svends Krigsmænd ved Navn Ditlev tilbage
efter kort i Forvejen at være gået bort fra Gjæstebudet, og nu
stod han ganske tavs og spejdede efter Lejlighed til at begå
Udåden. Da han havde stået således en liden Stund målløs,
og som om han var falden i Staver, bredte Knud sin Kappe
ud på Gulvet og bød ham tage Sæde på den næst ved ham.
Han takkede for den store Ære, Kongen viste ham, men gik
ud og kom strax efter ind igjen og betydede ved et næsten
umærkeligt Nik Svend, at han skulde komme hen til ham.
Da Svend ikke så' dette hemmelige Vink, sagde Knud til
ham, at Ditlev kaldte på ham. Svend rejste sig op og gik hen
til ham, og Ditlev hviskede noget til ham, hvorpå alle
Svends Mænd stak Hovederne sammen med dem og gav
deres Ord med i Laget, men således, at ingen at dem, der sad
længere borte, kunde høre, hvad de sagde. Nu var det, som
om det gik op for Knud, at der var Svig på Færde; han
krystede Valdemar i sine Arme og kyssede ham. Da han
ellers aldrig plejede at bære sig således ad, spurgte
-701-