Page 708 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Valdemar, hvad Meningen var med, at han således
kjærtegnede ham, men han vilde ikke sige det. Imidlertid
lod Svend sig af en Kjertesvend lyse ind i sit Sovekammer
ad en Bagdør, men hans Krigsfolk blev tilbage i Hallen. De,
som han havde beskikket dertil, gik strax med dragne Sværd
løs på Knud og Valdemar. Valdemar sprang imidlertid hurtig
op fra sit Sæde, viklede sin Kappe om Hånden og afbødede
ikke blot med den de Hug, der rettedes mod hans Hoved,
men gav også Ditlev, der styrtede voldsomt ind på ham, et
sådant Stød for Brystet, at han styrtede til Jorden. Valdemar
faldt også selv og blev hårdt såret i Låret, men han kom
strax på Benene igjen, og uden at ænse sit Sår brød han
igjennem de Skarer, der stillede sig i Vejen for ham, og løb
ud af Døren; en, der på et mørkt Sted kom imod ham og
greb fat i Kvasterne i hans Bælte for at holde ham tilbage,
sled han sig løs fra. Imidlertid slog nogle Vinduerne op, for
at Mørket ikke skulde hindre dem i at fuldbyrde deres
Niddingsværk. Ditlev sprang op fra Gulvet og kløvede
Hovedet på Knud, der ikke havde andet end Hånden til at
bøde for sig med. Absalon opfangede ham halv død i sine
Arme, og i den Tro, at det var Valdemar, greb han med sine
Hænder om det blodige Hoved og lagde det op til sit Bryst,
thi midt under Våbengnyet tænkte han mindre på sin egen
Frelse end på at sørge for Kongen, hvis Hjærte endnu slog.
Omsider skjønnede han af den faldnes Dragt, at det var
Knud, han holdt i sine Arme, og hans Sorg blev blandet med
Glæde. Dobik, en udmærket tapper Mand, blev dræbt,
medens han søgte at hævne Kongemordet på Morderne. Da
Mørket ikke gjorde det muligt at skjelne nogen, styrtede
man med dragne Sværd løs på dem, der var nærmest ved
Døren, uden på Grund af Mørket at vide, om det var Venner
eller Fjender. Knud havde nu opgivet Ånden i Absalons
Arme, og for at slippe ud hviskede Konstantin, en af
Kongens fortroligste Venner, nu til Absalon og bad ham om
at søge til den ene af Dørene, medens han selv søgte til den
-702-