Page 710 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hende, at Knud var bleven dræbt og Valdemar hårdt såret,
følte større Sorg over den Ulykke, der havde ramt dem, end
Glæde over, at Sønnen var sluppen uskadt derfra.
Imidlertid gik Valdemar, som kun havde fået to af sit Følge
med sig, opsat på at bjærge Livet, af Sted, uagtet han næsten
ikke kunde gå for det Sår, han havde i Låret, men Nøden
tvang ham dertil, hvor meget Såret end hindrede ham; i den
Grad kan Frygt, der nager Sjælen, overvinde legemlig
Smerte. Hans to Følgesvende fik skaffet ham en Hest, og det
traf sig så, at han kom til den samme Gård, hvor Absalon
kort i Forvejen havde været og fortalt, hvorlunde det var
gået ham. Da han fik at vide af Bonden, at Absalon nylig var
taget hen til sin Moder, fik han nogle Folk, som var godt
kjendte med Egnen, til at vise sig Vej og skyndte sig efter
ham; således hjalp den overhængende Nød og Fare, som
plejer at gjøre de svage hårdføre, ham til at bære sine
Legemssmerter. Dèr blev hans Sår plejet, og efter at have
fået Låret forbundet tilbragte han Resten af Natten der.
Ved Daggry sammenkaldte Svend Byens Borgere og kærede
for dem over, at hans Medbejlere om Natten forræderisk
havde overfaldet ham, fremviste sin Kappe, som han selv
med Flid havde stukket Huller i, og sagde, at Knud og
Valdemar havde krænket Gjæstevenskabets Ret, kaldte dem
Menedere, Røvere og Mordere, takkede Gud, fordi han ved
den enes Død havde forebygget den Niddingsdåd, de begge
pønsede på, og bad dem om at hjælpe sig imod ham, som
endnu var i Live. Ingen troede dog, hvad han sagde, thi hans
Svig var åbenbar. For at Valdemar ikke skulde få Lejlighed
til at flygte bort til Søs, bød han derpå, at alle Skibe på hele
Øen skulde gjøres lække, og lod alle øde Steder omhyggelig
ransage i den Tro, at han havde søgt Skjul der. Valdemar,
-704-