Page 712 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

af en Mængde Lyn, der fulgte Slag i Slag efter hverandre, og
Tordenbragene buldrede. Omsider drev den rasende Storm
dem, uden at de vidste, hvor det bar hen, ind under en Ø,
hvor de, da Ankere ikke mægtede at holde Skibet, slæbte det
på Grund op imellem nogle Træer, hvis Grene de bøjede og
stak ned i Spygatterne, og på den Måde fortøjede de det, så
at det ikke kunde vælte og blive slået i Stykker. Samme Nat
strandede en vendisk Flåde på femten Hundrede Skibe, der
havde lagt ind ved Halland. De af Besætningen, der slap
levende i Land, måtte springe over Klingen.
Ved Daggry gav Valdemar sig atter til Søs, efter at Folkene
var komne til Kræfter ved Hjælp af de Levnedsmidler,
Esbern havde forsynet Skibet med, og nåede Jylland med
god Bør. Han begav sig til Viborg, hvor han på Tinge
kærede over Svends Svig og vakte Sorg i alles Sind ved den
bedrøvelige Fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet
af hans Sår vakte lige så stor Deltagelse for ham som Tillid
til hans Ord, så det er ikke let at sige, om det Sår mest var
ham til Gavn eller til Fortræd.
Da Svend fik Nys om, at han var flygtet, lod han Skibene,
som han havde ladet ødelægge, gjøre i Stand igjen og agtede
sig over til Jylland, men så øvede Absalons Moder og Søster
med mandigt Mod en herlig Dåd. For at sinke Kongens
Afrejse lod de nemlig ved Nattetid hugge Huller i de Skihe,
han agtede sig af Sted med, så Svend måtte tøve en god
Stund, medens de blev gjort i Stand igjen. Da han omsider
havde fået dem alle sammen i Orden igjen og var nået over
til Fyn, besluttede Valdemar, som holdt for, at det var bedst
at møde sin Fjende så hurtig som muligt, at hindre ham i at
gjøre Landgang i Jylland. Da Svend fik Nys herom, begav
han sig tilbage til Sjælland og opbød Landsens Folk dèr og i
-706-