Page 766 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Værk, men de fleste havde Kongen mistænkt derfor.
Imidlertid lod Kongen oprejse en høj Galge og Gislet føre
hen dertil, som om det var hans Agt at lade ham hænge til
Straf for, at de forsvarede Byen imod ham. Da Gerhard fik
det at vide, gik han med alle sine Munke til Kongen og bad
ham med grædende Tårer om at tillade ham at begive sig ind
i Byen og om at opsætte Henrettelsen, til han kom tilbage.
Kongen, som på skrømt lagde en Grumhed for Dagen, der
var langt fra hans Sind, gav langt om længe efter for hans
Bønner, men erklærede, at hvis han ikke fik Byen i sin
Magt. skulde Gidslet lide Døden. Da Gerhard kom ind i
Byen, spurgte han de forsamlede Byfolk, hvad Ærkebispen
havde rådet dem i sit Brev, og da han fik at vide, at det
indeholdt Befaling til, at de skulde frelse den unge Mands
Liv ved at overgive Byen, opfordrede han dem til at adlyde,
og Følgen blev, at Byfolkene overgav Byen til Kongen og
rømmede den på det Vilkår, at der ikke skulde ske dem eller
deres Gods nogen Overlast. Således gjorde denne fromme
Mand, efter i sin Troskyldighed at være bleven ført bag
Lyset, Ende på denne Fejde. Eskil skal, da han spurgte dette,
have sagt, at der aldrig var timedes ham noget, der var gået
ham hårdere til Hjærte. Senere vendte han dog tilbage til
Skåne efter først at have sendt Folk, der skulde bede om
Fred, og nu søgte han med lige så overdreven Iver at
gjenvinde Kongens Gunst, som før at forspilde den. Imod
Lov og Ret lagde han nemlig atter de Jordegodser ind under
Kronen, som de tidligere Konger i deres fromme
Gavmildhed havde skjænket Kirkerne, og dette ulovlige
Afkald har de senere Konger stadig holdt fast på. For ikke at
blive indviklet i Stridighederne om Pavevalget, foretog
Ærkebispen derpå en Pilgrimsrejse til Jerusalem, idet han
holdt for, at det var rådeligere at forlade sit Fædreland end at
sætte sit Venskab med Pavestolen til.
-760-