I de samme Dage kom en Mand ved Navn Kristjern, som
endnu ikke havde noget Embede, men senere blev
Ærkebiskop i Mainz, som Sendebud til Danmark for ved
sine Overtalelser at bevæge Danskerne til at tage Parti for
Octavian. Ved sin sleske Tale fik han til en vis Grad Kongen
til at gå ind derpå, men Absalon vendte stadig det døve Øre
til.
Imidlertid havde Niels Ratzesøn, som nylig var bleven
Høvidsmand i Slesvig og som lå i hidsigt Fjendskab med
Biskop Esbern der, været så ubesindig at rive en prægtig
Gård ned, som var opført på Bispens egen Grund. Da han
havde givet Befaling til, at Tømmer og Sten skulde kjøres
bort, vilde Esberns Folk hindre det og slog ham ihjel. Esbern
blev bange for, at Kongen vilde straffe ham for denne
Gjerning, og unddrog sig derfor hans Hævn ved at gå i
Landflygtighed under Påskud af, at han skulde ned til Rom.
Medens han opholdt sig i Sachsen, faldt han imidlertid i en
farlig Sygdom, og da Okke spurgte det, bemægtigede han
sig atter, støttende sig til Octavians Myndighed, det
Bispesæde, som han i sin Tid havde anmasset sig og beklædt
med Urette.
Nogen Tid efter belejrede Kongen Byen Volgast, i Henhold
til den sluttede Overenskomst med Bistand af Rygboerne.
Skjønt denne By ligger i Venden, stod den dog ikke under
samme Herredømme som den øvrige Del af Landet, men
styredes af sine egne Fyrster. Indbyggerne kaldte Hertug
Bugislav af Pommern til Hjælp, men han pønsede mere på
Fred end på Krig, og han fik da også stiftet Fred imellem
dem og Kongen på de Vilkår, at de ikke blot selv skulde
være Kongen hørige og lydige, men at de heller ikke måtte
tillade, at noget Sørøverskib løb ud fra deres Flodmunding,
-761-