forenede Kræfter, vilde vi blot udsætte os for i Forening at
lide et Nederlag. At du tit har dristet dig til at indlade dig på
sligt, er i Betragtning af Omstændighederne mindre at laste,
men jeg vilde, i Fald jeg gjorde det, ikke have noget at
anføre til min Undskyldning, og det måtte så meget mere
lægges mig til Last, som jeg brød Venskabets Bånd og
lønnede den største Godhed på den skammeligste Måde".
Dette udmærket forstandige Svar vakte i højeste Grad Eskils
Forbitrelse, og han besvor Absalon ved den Lydighed, han
skyldte Kirken, at bringe hans Bud til Kongen. Det lovede
Absalon at gjøre, men han erklærede, at han ikke vilde
bringe Ærkebispen Svar, thi han vilde ikke have Ord for at
sætte Splid imellem to så berømmelige Mænd. Eskil, som
ikke rigtig stolede på, at han fuldt ud vilde røgte det Hverv,
han havde overdraget ham, lod Gerhard, der var Abbed i
Esrom Kloster, følge med ham, for at han kunde forvisse sig
om, at Absalon tilbørlig overbragte Kongen den Besked, han
havde givet ham til ham. Denne var affattet i så skarpe Ord,
at den ikke blot måtte bringe Fjendskab til at blusse
yderligere op, når sådant var for Hånden, men endogså
kunde forvandle Venskab til Had. Disse skarpe Ord søgte
Absalon nu at mildne, så godt han kunde, idet han fremsatte
den strænge Besked, det var blevet pålagt ham at
overbringe, på en så lempelig og lidet stødende Måde som
muligt. Da Kongen havde hørt den, blev han imidlertid imod
Sædvane meget opbragt, sagde, at Eskil havde haft for Skik
at drikke de tidligere Kongers Blod, og at han nu også
tørstede efter hans, og gav ham i det hele taget Svar på
Tiltale i de hårdeste Udtryk. Da Eskil fik det at vide af
Gerhard, forvandledes hans Hidsighed til Angst; lige så
rasende, han før havde været, lige så bange blev han nu, og
for at undgå Faren flyede han langt op i Værend, idet han
foretrak at bjærge Livet ved Flugt frem for at føre Krig.
Kongen belejrede nu den By, Ærkebispen havde bygget på
en Holm i Leire Mose, og som var vanskelig at indtage, da
-758-